28/02-12
-
Pressemeddelelse
Storbanker anerkender ny, uafhængig Smiley-ordning
Jyske Bank og Nykredit Bank anerkender som de første den nye og uafhængige smiley-ordning fra Finando.dk. Med den nye smiley-ordning får danske bankkunder et fælles talerør til bankerne, og efter blot en uge er resultatet klart og tydeligt: Der er stor forskel på de danske bankers kundetilfredshed og interesse for dialog.
På Finando.dk har debatten om privatøkonomi og banker været i gang siden 2008, men med den nye smiley-ordning har de danske forbrugere nu for første gang mulighed for at få det store overblik over de enkelte bankers kundetilfredshed med ét klik. Kim Østergaard, indehaver af Finando.dk, udtaler:
"Vores smiley-ordning for banker er delt op i to sammenhængende sektioner; de specifikke brugervurderinger af forskellige banker, og en karakter mellem 1-4 som resulterer i en smiley til hver bank. Ordningen henvender sig dermed både til de der er interesserede i at høre beretninger fra specifikke kunder, og de der blot har brug for det hurtige overblik."
Jyske Bank: Man kan altid blive bedre
I løbet af de seneste år har Jyske Bank været en aktiv deltager i bankbranchens generelle udvikling mod øget dialog og åbenhed, og derfor er det ikke overraskende at netop Jyske Bank er den første danske storbank, som er gået i aktiv dialog med sine kunder på Finando.dk's smiley-ordning. Bolette Olsen, Marketingkonsulent i Jyske Bank, uddyber:
"Den nye service på Finando.dk er et super fint initiativ. Vi går ind for åbenhed, og det er fint, at kunder deler spørgsmål og oplevelser med hinanden. Vi suger til os i det omfang, vi får lov at lytte med - og forsøger at svare så hurtigt, vi kan. Man kan altid blive bedre."
Om Finando.dk - Ægte bankrådgivning siden 2008
Med en vision om at gøre bankforretning nemmere, sjovere og mere gennemskuelig, grundlagde tidligere Erhvervsrådgiver Kim Østergaard i 2008 Finando.dk, der dengang udelukkende fungerede som et debatforum for danskere, der havde spørgsmål om privatøkonomi, investering og banker. Siden er flere funktioner kommet til, og den seneste i rækken er altså den nye smiley-ordning for danske banker.
Relevant information
http://www.finando.dk