30/03-16
-
Pressemeddelelse
Nye EU-regler bør indføres samlet
Erhvervs- og vækstministeren har i dag fremsat et lovforslag, som gennemfører reglerne i MiFID II om provisionsbetalinger allerede fra 1. januar 2017. Med lovforslaget indføres bl.a. et forbud mod at modtage og beholde provisioner ved porteføljepleje og uafhængig rådgivning.
"Vi anerkender regeringens ønske om, at de nye regler træder i kraft så hurtigt som muligt. Men vi kan ikke tilbyde nye, holdbare produkter til kunderne, før vi kender hele spillepladen, herunder de mere detaljerede europæiske regler, som endnu ikke er vedtaget", siger direktør i Finansrådet Ulrik Nødgaard.
Alle venter i øjeblikket, at EU udsætter MiFID II til januar 2018. Hvis det danske lovforslag vedtages som planlagt, vil det betyde, at dele af MiFID II skal træde i kraft uafhængigt af resten af lovforslaget, hvilket vil betyde unødige komplikationer for både kunderne og den finansielle sektor.
"Vi opfordrer derfor, Folketinget i deres behandling af forslaget, til at fastsætte ikrafttrædelsesdatoen til 1. januar 2018, så der bliver mulighed for at udbyde nye, varige produkter til gavn for både kunder og virksomheder," siger Ulrik Nødgaard, som derfor igen peger på at ikrafttrædelsestidspunktet bør ske samlet og ikke før end EU-direktivet kræver det."
Pressekontakt
Stine Luise Hansen
Finansrådets pressechef
3016 1009