05/05-10
-
Pressemeddelelse
Ny teknologi skal hjælpe kommunerne
I det første leveår har ABT-fonden (Anvendt Borgernær Teknologi) uddelt 378 millioner kroner til projekter indenfor især sundhedsområdet og regionerne.
Det fremgår af rapporten over fondens første leveår, som netop er blevet offentliggjort på http://www.abtfonden.dk
Finansminister Claus Hjort Frederiksen er tilfreds med ABT-fondens første år, men ser samtidig gerne, at der i årene fremover bliver mere fokus på kommunerne og den service, som kommunerne leverer til borgerne.
"Det er oplagt, at vi fokuserer endnu mere på ny teknologi og innovation i kommunerne lige nu, hvor krisen betyder, at vi skal holde udgifterne i det offentlige i ro. Jeg håber derfor, at vi kan omsætte de bedste af vores projekter til implementeringsprojekter i alle landets kommuner. Herudover håber jeg, at der kommer flere ansøgninger om projekter på de store kommunale serviceområder som folkeskolen og det specialiserede socialområde. Også her skal vi afprøve potentialerne for at løse opgaverne bedre og mere effektivt."
Formålet med fonden på 3 milliarder kroner er at finde nye måder at bruge teknologi på i den offentlige sektor. Det er vigtigt ikke mindst fremover, når der om få år går flere ældre ud af arbejdsmarkedet end der kommer unge ind.
"Jeg opfordrer alle til at tænke med, så vi kan hjælpe med at søsætte gode projekter med fokus på at frigøre tid for offentlige ansatte. For vi må holde fast i, at nogle arbejdsopgaver skal løses på andre måder, hvis vi vil fremtidssikre vores velfærdssamfund, selvom vi bliver færre til at løse opgaverne."
ABT-fonden modtog i 2009 over 300 ansøgninger og igangsatte 43 konkrete projekter, der gennemføres rundt omkring i både statslige, regionale og kommunale institutioner. I årsrapporten kan du finde artikler om nogle af projekterne, og alle 43 projekter beskrives kort. Projekterne anviser en række spændende måder til at løse opgaverne i den offentlige sektor mere effektivt og frigøre arbejdskraft - til gavn for borgere og medarbejdere.
Se årsrapporten fra ABT-fonden :
http://www.abtfonden.dk/Aarsrapport2009.aspx
Relevant information
http://www.fm.dk
Firma
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K,
Danmark
33 92 40 08
29 61 07 11
http://www.fm.dk