07/01-11
-
Pressemeddelelse
Nye ledighedstal for november
Antallet af ledige og aktiverede (bruttoledigheden) er faldet med 900 personer fra oktober til november og udgør dermed 167.500 personer svarende til 6,1 pct. af arbejdsstyrken. Nedgangen afspejler, at den registrerede ledighed er faldet med 700 personer til et niveau på 113.500 personer (4,2 pct. af arbejdsstyrken), mens aktiveringen er faldet med 200 personer.
Bortset fra august - som formentlig var påvirket af, at nogle ledige af rent tekniske grunde ikke indgik i ledighedsstatistikken i sommermånederne - er der tale om det største månedlige fald i bruttoledigheden, siden finanskrisen eskalerede i efteråret 2008.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen siger:
"Jeg glæder mig over, at ledigheden er faldet lidt i november. Vi må forvente, at ledigheden både kan gå lidt op og ned i den kommende tid, men grundlæggende bekræfter dagens tal, at arbejdsmarkedet er stabiliseret. Det er blandt andet en konsekvens af de store lempelser af den økonomiske politik i forbindelse med krisen og fremgang i udlandet.
Derfor kommer genopretningsaftalen - hvor vi tager fat på at trække de store lempelser tilbage igen - på det rigtige tidspunkt. Aftalen styrker troværdighed og tillid til de offentlige finanser, så vi kan fastholde de lave renter til gavn for vækst, beskæftigelse og investeringer. Aftalen betyder, at vi kommer tilbage på sporet i 2015-planen.
Tiden er derfor kommet til at se endnu længere frem, så vi håndterer de udfordringer, der kommer efter 2015. Med udsigt til stigende pres på de offentlige finanser som følge af befolkningsudviklingen og faldende indtægter fra Nordsøen er der nødt til at ske tilpasninger, hvis vi vil bevare og udvikle kernevelfærden også på lidt længere sigt. Derfor vil regeringen gradvist udfase efterlønnen. Det skaber mere vækst, velstand og beskæftigelse. Og det skaber grundlag for sunde offentlige finanser."
Relevant information
http://www.fm.dk
Firma
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K,
Danmark
33 92 40 08
29 61 07 11
http://www.fm.dk