Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/12-10   -   Pressemeddelelse

FOA anmelder skjulte optagelser på Håndværkerhaven til politiet

TV 2 brugte skjulte optagelser fra blandt andet personalerummet på plejecentret Håndværkerhaven i sommerens udsendelsesrække "Svindel i hjemmeplejen". FOA har nu på vegne af to ufrivilligt filmede medlemmer anmeldt bæreren af det skjulte kamera og TV 2 til politiet for overtrædelse af straffeloven. De skjulte optagelser blev brugt som dokumentation for, at de ansatte koordinerede snyd med deres håndholdte computere - de såkaldte PDA'ere.

"Så vidt vi kan se på de optagelser, som TV 2 har offentliggjort, er TV 2's udlægning af de ansattes indtastninger på PDA'erne objektivt forkert. Der er ikke tale om snyd i de klip, der har været vist på skærmen. TV 2 kunne nemt have fået opklaret, hvad der foregik, men tv-stationen har ikke ønsket at lade de ansatte komme til orde. Og den undersøgelse, som Københavns kommune foretog efter udsendelserne, konstaterede, at der ikke var belæg for påstandene om svindel", siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

Optagelserne blev foretaget af en tilkaldevikar, som Håndværkerhaven havde besluttet ikke længere at anvende på baggrund af klager over den pågældende. TV 2 har ikke ønsket at oplyse, hvorvidt den pågældende havde journalistiske forudsætninger for at foretage optagelserne.

"I mine øjne er det stærkt betænkeligt, at TV 2 kritikløst har overladt retten til at bestemme, hvornår kameraet skulle tændes og slukkes til en vikar, som stod i et stærkt modsætningsforhold til en gruppe af de øvrige ansatte. Det er ganske enkelt uprofessionelt. Og vi kan ikke se, at der har været de nødvendige tungtvejende grunde til at filme på et ikke-offentligt tilgængeligt sted. Pressen har en udvidet adgang til at benytte skjult kamera i situationer af samfundsmæssig betydning, men de klip, som TV 2 valgte at bringe ledsaget af stærke beskyldninger mod de ansatte, giver i mine øjne ikke belæg for at anvende det skjulte kamera. Den offentlige sektor skal naturligvis kunne ses over skulderen, men det skal gøres på en anstændig måde uden manipulation og uden at krænke de ansattes rettigheder."

Københavns kommune besluttede i kølvandet på debatten om den københavnske hjemmepleje at bede konsulentfirmaet KPMG gennemføre en uvildig undersøgelse. Resultaterne fra denne undersøgelse blev offentliggjort for nylig og viste, at brugerne af hjemmeplejen er særdeles tilfredse med de leverede ydelser, at de ældre har fået de ydelser, som de er visiteret til, og at kommunens kontrolforanstaltninger er betryggende.

"Jeg blev på vegne af de ansatte i den københavnske hjemmepleje meget glad for, at den uvildige kulegravning frikendte de ansatte for sommerens mange anklager om snyd, svindel og bedrag. Vi har tidligere klaget til Pressenævnet over TV 2's håndtering af sagen, og nu følger vi så op med en politianmeldelse af den kamera-bærende tilkaldevikar og TV 2 for at have overtrådt straffelovens bestemmelser om anvendelse af skjult kamera", siger Dennis Kristensen.

Flere kommentarer :
Forbundsformand Dennis Kristensen, telefon: 40 18 42 81

Relevant information

http://www.foa.dk


Pressekontakt


Firma

FOA - Fag Og Arbejde
Staunings Plads 1-3
1790 København V, Danmark

  46 97 23 21
  23 41 01 73

http://www.foa.dk

Modtag nyheder fra FOA - Fag Og Arbejde på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater