17/01-11
-
Pressemeddelelse
Nu skal velfærden pilles fra hinanden
Statsministeren er i fuldt sving med at afskaffe efterlønnen og De Konservative vil have skattelettelser til de bedst stillede. Og nu vil partiet også afskaffe de grundlæggende principper i den danske velfærdsmodel. Udviklingen ryster FOA.
"Efter de sidste par år, hvor de bedst stillede igen og igen og med mere og mere skingre stemmer har krævet de dårligst stilledes mulighed for at gå på efterløn fjernet, så er det ikke i sig selv chokerende, at statsministeren har øjnet en chance for at gøre efterlønnens afskaffelse til en hjørnesten i kampen for at bevare regeringsmagten efter det kommende folketingsvalg", siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
"Til gengæld var det overraskende, at De Konservative var åbenmundede eller klodsede nok til at indrømme, at efterlønnen skal afskaffes for at skaffe endnu flere skattelettelser til dem, der tjener mest i dette samfund. Og det er endnu mere overraskende, at De Konservative nu melder ud, at afskaffelsen af efterlønnen er første skridt i en afmontering af nogle af de mest grundlæggende principper i den måde, vi har skruet den danske velfærd sammen på."
"Nu er det princippet om, at alle har lige adgang til velfærdsydelserne, som De Konservative går til angreb på. Og det er ikke kun princippet om, at vi alle skal kunne få andel i velfærden, som De Konservative har set sig onde på. Det er også den gratis og dermed frie adgang til eksempelvis sundhedsydelser, som partiet vil have afskaffet."
"Det starter hos De Konservative og Liberal Alliance, og det ender som regeringens politik. Det viser forløbet af efterlønssagen. Næste gang vil det være visionen om, at den største tegnebog skal have den største bid af velfærden, mens de, der ikke kan betale for velfærdsydelser, må kigge i vejviseren efter hjælp, som vil bevæge sig fra konservative udmeldinger til at blive regeringens officielle politik."
"Det er en trist udvikling for den danske velfærdsmodel, som vi er vidne til i disse uger. Det er egoismen og den enkeltes mulighed for at rage til sig på andres bekostning, som vi ser slippe fri i regeringspartierne. Jeg håber, at vi som samfund har lært så meget af det foregående årti, hvor grådigheden fik lov til at hærge helt uhæmmet, at vi i fællesskab afviser at afmontere den danske velfærd og i stedet sætter anstændighed, retfærdighed og fælles ansvarlighed i højsædet", slutter Dennis Kristensen.
Flere kommentarer:
Forbundsformand Dennis Kristensen,
telefon: 40 18 42 81
Relevant information
http://www.foa.dk
Firma
FOA - Fag Og Arbejde
Staunings Plads 1-3
1790 København V,
Danmark
46 97 23 21
23 41 01 73
http://www.foa.dk