18/04-11
-
Pressemeddelelse
21.300 færre kommunalt ansatte
Der er blevet markant færre ansatte i kommunerne siden sidste år. Det bliver sværere at få nødvendig hjælp, mener FOA.
Fra marts 2010 til januar i år forsvandt der 21.300 kommunalt ansatte. Det viser en opgørelse, FOA har lavet på baggrund af de nyeste løntal. Tallene viser, at der er langt fra skræmmebilledet af en vildtvoksende offentlig sektor til, hvad der foregår ude i virkeligheden, mener formand for FOA, Dennis Kristensen.
"Politikerne på Christiansborg går rundt i deres egen klokke, mens virkeligheden er, at vi leverer dårligere velfærd. Regeringen foretog af hensyn til EU en katastrofeopbremsning i den danske økonomi, som vi nu kan se, der ikke var belæg for. Dansk økonomi var ikke så sløj, som regeringen gjorde den til," siger han og fortsætter:
"Alligevel sidder brugerne af den offentlige velfærd - børnene, eleverne og de ældre tilbage med de benhårde konsekvenser; nemlig dårligere vilkår og ringere service. Det giver sig selv, at vi som samfund ikke kan stille det samme til rådighed for dem, der har behov, når social- og sundhedshjælpere, pædagoger, pædagogmedhjælpere og dagplejere samt folkeskolelærere sparkes ud af døren i bundter."
Dennis Kristensen ser gerne, at politikerne påtager sig ansvaret for forringelserne.
"Det er selvfølgelig politikerne, der bestemmer, hvordan pengene skal bruges, men de bør også vedstå sig konsekvenserne. Ideen om, at man kan undvære over 20.000 medarbejdere uden, at det rammer kernevelfærden, er fuldstændigt urealistisk. For eksempel betyder det konkret, at færre danskere får praktisk hjemmehjælp selvom, der bliver flere ældre," siger han.
Nedskæringerne har ikke holdt sig til administrationen, men også ramt hårdt blandt FOAs medlemmer. For eksempel er gruppen af pædagogmedhjælpere blevet cirka 4.000 personer færre. Tallene inkluderer ikke såkaldt ekstraordinært ansatte, der omfatter personer i løntilskudsjob.
Flere kommentarer:
Forbundsformand Dennis Kristensen, telefon: 40 18 42 81
Relevant information
http://www.foa.dk
Firma
FOA - Fag Og Arbejde
Staunings Plads 1-3
1790 København V,
Danmark
46 97 23 21
23 41 01 73
http://www.foa.dk