05/05-11
-
Pressemeddelelse
Støtter Folketinget virkelig pamperi?
Et stort flertal i Folketinget vil i dag afvise Enhedslistens forslag om, at folketingsmedlemmers og ministres pensionsalder skal følge de samme regler, der gælder for resten af befolkningen. Det er for ringe, mener FOA.
"Jeg står helt uforstående overfor, at Folketingets partier ikke anser det for den naturligste ting i verden, at folketingsmedlemmer og ministre skal have samme alder for at få skatteyderbetalt folketings- og ministerpension, som social- og sundhedsassistenten, rengøringsassistenten og skolebetjenten skal have for at få skatteyderbetalt folkepension," siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
"For mig er det helt indlysende, at de økonomiske vilkår for folkevalgte repræsentanter i et demokrati skal afspejle de generelle vilkår i samfundet. Folketingets medlemmer skal naturligvis ikke tildele hinanden goder, der ligger milevidt fra det, som er gældende for befolkningen i øvrigt. Og det er naturligvis ekstra provokerende, at Folketinget holder fast i sine egne pensionsvilkår, samtidig med at der føres forhandlinger om at afskaffe efterlønnen og fremrykke tidspunktet for forhøjelse af folkepensionsalderen. Den almindelige dansker skal knokle længere, mens folketingsmedlemmer og ministre blot hæver deres pensioner ved kasse 1. Det er en helt absurd beskyttelse på egne goder og en ganske frastødende foragt for befolkningens vilkår. Det er absolut ikke noget smukt syn," mener Dennis Kristensen.
"Hvis Folketinget virkelig afviser at følge befolkningens pensionsalder, så kan jeg ikke finde andre ord end grådighed og pamperi, der kan dække en så ubehagelig indstilling overfor de mennesker, der har valgt folketingsmedlemmerne", siger Dennis Kristensen.
Flere kommentarer:
Forbundsformand Dennis Kristensen, telefon: 40 18 42 81
Relevant information
http://www.foa.dk
Firma
FOA - Fag Og Arbejde
Staunings Plads 1-3
1790 København V,
Danmark
46 97 23 21
23 41 01 73
http://www.foa.dk