23/08-11
-
Pressemeddelelse
FOA: Regions-hastværk er lastværk
Det er tudetosset, at afskaffe regionerne uden at undersøge konsekvenserne. Det risikerer at spænde ben for en bedre sundhedssektor, mener FOA.
Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag indgået en aftale om at afskaffe regionerne, hvis de vinder valget. Aftalen får formand for FOA, Dennis Kristensen op i det røde felt.
"Det virker fuldstændigt uigennemtænkt. De har ikke fremlagt nogen konkret model for, hvad skal komme i stedet, og hvad endnu en omstrukturering vil koste," siger han.
Samtidig peger han på, at det kun er fire år siden, vi havde den sidste store reform.
"Strukturreformen trak i den grad tænder ud - både menneskeligt og økonomisk. Det er simpelthen ikke holdbart at lave det hele om igen så kort tid efter. Det hele er endelig ved at falde på plads, og så starter cirkusset igen, og vores medlemmer skal endnu engang drønes rundt i manegen. Politikerne skylder patienterne at give de ansatte ro til at passe deres arbejde," siger Dennis Kristensen.
Han undrer sig over, hvad det konkret er regeringen har imod regionerne.
"Regionerne har leveret flotte produktivitetsstigninger. Vi får rent faktisk mere for vores sundhedskroner. Jeg har meget svært ved at se, hvordan regeringens vage model skulle være bedre. Det skylder de et klart svar på," siger Dennis Kristensen.
Flere kommentarer:
Forbundsformand Dennis Kristensen, telefon: 40 18 42 81
Relevant information
http://www.foa.dk
Firma
FOA - Fag Og Arbejde
Staunings Plads 1-3
1790 København V,
Danmark
46 97 23 21
23 41 01 73
http://www.foa.dk