01/12-10
-
Pressemeddelelse
Engelsk fodboldklub på danske hænder
Fodboldselskabet A/S, der ejes af 380 aktionærer og danske fodboldentusiaster, har købt aktiemajoriteten i den engelske fodboldklub Croydon Athletic FC.
Det var en begejstret bestyrelsesformand for Fodboldselskabet A/S, der onsdag den 1. december skrev under på købet af 51 procent af aktierne i den London-baserede fodboldklub Croydon Athletic FC:
"Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Vi har arbejdet utroligt hårdt på at realisere vores mål om at være med til at eje og drive Croydon Athletic FC, og det er fantastisk at se, at det hårde arbejde nu bærer frugt," siger bestyrelsesformand Palle Katring- Rasmussen, som fortsætter:
"For vores vedkommende kan man sige, at julen er kommet tidligt i år".
Glæden er gensidigMazahr Majeed, direktør og forhenværende ene-ejer af Croydon Athletic, er glad for, at Fodboldselskabet A/S nu er medejer af Croydon Athletic FC:
"Jeg ser frem til samarbejdet med Fodboldselskabet og de dygtige og passionerede folk, der står bag. Jeg er sikker på, det bliver en stor succes, da Fodboldselskabet hele vejen har vist sig som en seriøs partner, som har gjort sit baggrundsarbejde godt," siger han.
Stort potentialeFørste mål for Fodboldselskabet A/S er, at Croydon Athletic FC i denne sæson overlever i Ryman League Premier Division. Senere er målet, at klubben skal spille sig længere op i de engelske fodboldrækker:
"Vi har forberedt os godt, så vi er allerede i kontakt med flere potentielle spillere og sponsorer både i Danmark og England. I og med vi er 380 passionerede aktionærer, har vi mange ressourcer og et stort netværk, og det vil vi selvfølgelig benytte os af. Vi ser et stort uforløst potentiale i Croydon Athletic FC, og vi glæder os til at hjælpe med at indfri det i samarbejde med den eksisterende ejerkreds," siger Palle Katring-Rasmussen.
Croydon Athletic FC er nyoprykker i den syvende bedste fodboldrække i England og er i øjeblikket to point fra overlevelse i rækken.
Fodboldselskabet A/S er i skrivende stund i gang med en aktieemission, der løber til og med den 2. december. Aktierne koster kr. 1000 stykket.
For yderligere oplysninger, kontakt:Bestyrelsesformand Palle Katring- Rasmussen
Tlf.: 20 10 15 08
E-mail: palle@fodboldselskabet.dk
Relevant information
http://www.fodboldselskabet.dk