27/01-10
-
Pressemeddelelse
Klon dine bedste medarbedjere
Nyt værktøj gør det muligt at kortlægge de dygtigste medarbejderes tænkemåde, adfærd og erhvervsinteresser - og gå målrettet efter kloner, når der skal ansættes nye. Derudover er det fremragende til at kompetenceudvikle de medarbejdere der allerede er i virksomhederne.
Et nyt HR-værktøj gør det populært sagt muligt at klone dine bedste medarbejdere. Kort fortalt fungerer værktøjet sådan, at virksomhedens dygtigste medarbejdere kortlægges grundigt, både når det gælder tænkemåde, adfærd og erhvervsinteresser. Resultatet kan både bruges som opskriften på, hvordan nye medarbejdere skal være, så de passer ind i den bedst ydende del i den pågældende virksomhed. Desuden fungerer det som et ledelsesværktøj til kompetenceudvikling på individuelle områder hos de øvrige medarbejdere.
"For mig betyder det, at jeg nu kan udvikle mit franchisekoncept meget mere målrettet", siger Jesper Blak, direktør for franchisekæden Super1Rent i Hadsten. "Nu kender jeg profilen på den optimale franchisetager til lige netop mit koncept, og kan søge meget mere målrettet efter de rigtige folk. I sidste ende betyder det jo, at jeg undgår en masse frustrationer ved at indgå en aftale med en forkert person. Selvom jeg regner mig selv for en god menneskekender, så må jeg jo indrømme, at jeg ind i mellem har truffet nogle forkerte valg, som faktisk har kostet mig en hel del penge."
Jesper Blak har lavet et pilotprojekt med henblik på at optimere og udvikle sine franchisetagere sammen med Petra Krab, ejer af konsulentfirmaet Fokus PunKt i Vejen. Hun arbejder med leder- og medarbejderudvikling og hjælper virksomheder med at få mere ud af de ressourcer, som man allerede har til rådighed. "Jeg har selv en mangeårig baggrund som direktionsassistent i en international kapital-og dansk franchisekæde, og ved af erfaring, at fokus på trivsel og lønsomheden er altafgørende for et godt resultat på bundlinjen. Der er ikke råd til at ødsle tiden væk eller have de forkerte folk ansat. Og det er ikke blevet mindre vigtigt i disse tider," siger Petra Krab. "Hvis du har ansat nogle medarbejdere der ikke trives, så kan du gå ud fra, at de producerer ca. 1/3 mindre end dem der trives! Og hvis der er tale om specialister eller ledere der mistrives, så falder produktiviteten helt op til 48% i forhold til dem der trives!" Disse tal stammer fra uafhængig forskning, som det amerikanske firma Profiles International blandt andet baserer sine produkter på, som Petra Krab er certificeret i.
Jobprofil og jobmatch
Efter en grundig udvælgelsesproces forud for analysen, blev de bedste franchisetagere i Super1Rent udpeget, og deres personprofiler blev kørt sammen i én jobprofil. Denne kloning af de bedste afspejler lige præcis den adfærd, den tænkemåde og de erhvervsinteresser der er vigtige for at være franchisetager i netop Super1Rent. Derefter har alle franchisetagere fået deres personprofil matchet op imod denne klonede jobprofil, og fået en personlig tilbagemelding på deres egne styrker og udviklingsområder i forhold til jobbet.
"Ikke nok med, at jeg nu målrettet kan søge nye franchisetagere, så har jeg også fået et kanon ledelsesværktøj til individuelt at træne og udvikle alle mine franchisetagere. Det gør det muligt at tage højde for lige præcis de udviklingsområder den enkelte har," siger Jesper Blak. "Jeg ser det som en fantastisk mulighed til, at vi sammen kan udvikle vores franchisekoncept, så vi når vores mål - at blive en landsdækkende franchisekæde i rengøringsbranchen indenfor 2 år."
"Analyserne fra Profiles International er forholdsvis nye i Danmark," siger Petra Krab. "Det der fik mig til at arbejde med dette vurderingsværktøj er, at det er målrettet til erhvervslivet og man tager udgangspunkt i de talenter, man allerede har ansat i virksomheden. Man laver ikke en fiktiv ønskeseddel, som man udvikler eller rekrutterer efter, men bruger det "DNA" som allerede findes i virksomheden og som har opnået dokumenterede topresultater. Så hvorfor ikke bygge videre på det?" slutter Petra Krab, der også er certificeret i 360 graders CheckPoint lederanalysen og Organisatorisk Ledelses Analyse (OLA) fra Profiles International.
For yderligere information:
Direktør Jesper Blak, Super1Rent, tlf. 70 22 04 56 www.super1rent.dk
Sparringspartner Petra Krab, Fokus PunKt, tlf. 22 18 59 26 www.fokuspunkt.dk
Relevant information
http://www.fokuspunkt.dk