03/12-09
-
Pressemeddelelse
Football Festival® Denmark modtager af Sport Aarhus Events eventpokal
3. flotte pris til Football Festival® Denmark på tre år
I 2007 og 2008 modtog Football Festival® Denmark henholdsvis Aarhus Stiftstidendes "Arrangementsfadet" og Århus 1900's "Marselisrelieffet" for at have udført et særlig opsigtsvækkende stykke arbejde for ungdomsaktiviteter i Århus. Tirsdag den 1. december 2009 fik Football Festival® Denmark overrakt endnu en flot pris.
På Sport Aarhus Events' årsmøde kunne formanden for Sport Aarhus Events, Torben Jensen, således med glæde overrække turneringsdirektør Carsten Gløvermose Nielsen årets eventpokal med ordene: "Sport Aarhus Events har igennem de seneste år med interesse fulgt jeres arbejde med at udvikle Football Festival® Danmark til det den er i dag. Og når det netop er i år, at vi synes Football Festival® Denmark skulle have pokalen, så skyldes det ikke mindst, at I på trods af den internationale finanskrise endnu engang har været i stand til at fastholde og endda øge deltagerantallet".
Pokalen vækker naturligvis glæde hos Football Festival® Denmark. Turneringsdirektør Carsten Gløvermose Nielsen siger: "Efter 7 år med hårdt arbejde har vi nu endeligt fået en plads i fodbold-Danmarks bevidsthed - faktisk er Football Festival® Denmark nu Danmarks tredjestørste uge-ungdomsturnering. At nå hertil har ikke kun krævet hårdt arbejde, men også opbakning fra Århus Kommune - herunder Sport Aarhus Events. Det er således glædeligt for os, at man hylder vores indsats og et velfungerende samarbejde mellem Sport Aarhus Events og Football Festival® Denmark med denne pris, og vi ser frem til et endnu bedre samarbejde fremover".
Sport Aarhus Events eventpokal blev uddelt for første gang i 1996, og har som modtagere haft blandt andre haft Århus Sportsdanserforening, Dansk Håndbold-Forbund, Dansk Bordtennis Union og Århus Elite.
Relevant information
http://www.football-festival.dk