13/01-05
-
Pressemeddelelse
Formand ser muligheder i videnpilotordning
Forbundsformand yderst tilfreds med initiativ fra Videnskabsministeriet der fremmer ansættelsen af højtuddannede i små og mellemstore virksomheder. Det gavner virksomhederne og kan reducere akademikerledigheden.
I dag er det kun 14 procent af landets små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger højtud-dannede. Nogle af de virksomheder som ikke har højtuddannede ansat vil kunne forblive konkurrencedygtige under den stadig voksende konkurrence fra globaliseringen hvis de ansætter personer med sprogkompetencer og kulturkendskab, mener formanden for Forbundet Kommunikation og Sprog, Birgitte Jensen.
- Det er en forudsætning at kende kulturen på de markeder, man vil sælge til, og det er en forudsætning at beherske sproget på et højt niveau. De kompetencer har vores medlemmer, siger Birgitte Jensen.
Derfor er hun yderst tilfreds med at videnskabsministeren nu over en fireårig periode afsætter 57 millioner kroner til et kompetenceløft ved hjælp af højtuddannede i små og mellemstore virksomheder, primært uden for landets storbyer.
Birgitte Jensen mener at initiativet med den såkaldte videnpilotordning gavner både små og mellemstore virksomheder, udviklingen i provinsen, akademikerledigheden og ikke mindst den samlede danske økonomi.
Højtuddannede tilfører mindre virksomheder markant vækst - det har undersøgelser dokumenteret. Og med økonomisk støtte vil flere mindre virksomheder givet føje højtuddannet arbejdskraft til medarbejderstaben.
Konkret indebærer initiativet at virksomheder med under 100 ansatte kan opnå et økonomisk tilskud til at ansætte en højtuddannet til at løse en konkret udviklingsopgave af seks til 12 måneders varighed.
Opgaven kan eksempelvis omhandle udvikling af nye markeder, produktudvikling, optimering af produktionsprocesser med videre.
Der åbnes for ansøgninger fra 10. februar 2005. I 2005 er der afsat 12 millioner kroner til ordningen. De øvrige midler fordeles frem til 2008.
Forbundet Kommunikation og Sprog har via AC medvirket til at få beløbet afsat på finansloven.
Relevant information
http://www.esf.dk/indhold/index.asp?NyhedsId=