13/01-06
-
Pressemeddelelse
Et skridt frem og to tilbage
Forslaget fra Poul Erik Pedersen, Dansk Handel og Service, om konsekvent at undervise på engelsk på universiteterne vil skade mere end det gavner. Det er mere ideologi end sund fornuft, mener formanden for Forbundet Kommunikation og sprog.
Der hersker ingen tvivl om at mange i fremtiden skal beherske engelsk bedre end nu for at kunne begå sig på dele af arbejdsmarkedet.
- Men at undervisningen på universiteterne konsekvent skal foregå på engelsk, som Poul Erik Pedersen - formand for Dansk Handel og Service og organisationens repræsentant i Globaliseringsrådet - har foreslået det, virker uigennemtænkt, siger formanden for Forbundet Kommunikation og Sprog, Birgitte Jensen.
- Flere universiteter underviser allerede på engelsk i de sammenhænge hvor det er formålstjenligt og muligt, men at brede det ud til at omfatte det meste af undervisningen er mere ideologi end sund fornuft.
- Rektor Jens Oddershede fra Syddansk Universitet har da også reageret på Poul Erik Pedersens forslag, og sagt at undervisningen fortsat sker bedst på vores modersmål.
- Der er ingen tvivl om at engelsk vil fylde mere på danske arbejdspladser i fremtiden, men Poul Erik Pedersens forestilling om at man ved at modtage sin undervisning på engelsk, bliver bedre til at afkode kropssprog og forstå kulturer er forkert. Det lærer man kun ved at opholde sig i de forskellige lande og studere kulturerne.
- Og så skal man jo også huske at engelsk i dag tales af mange nationaliteter som ikke taler det samme engelsk. Ligesom kulturelle normer og ageren er forskellig. Hvilken kultur og hvilken form for kropssprog er det så de studerende skal lære at afkode?
- Undervisningen på universiteterne skal ruste de studerende til højeste faglige niveau. Det når man bedst på sit modersmål. Og så skal de studerende i langt højere grad end i dag rejse ud - og ikke bare til engelsktalende lande. De skal også stifte bekendtskab med andre kulturer og sprog.
- Poul Erik Pedersens forslag vil både skade undervisningskvaliteten og føre til domænetab der vil være til skade for udbredelsen af viden i det danske samfund.
- Dansk skal fortsat kunne anvendes som videnskabssprog og højere undervisningssprog, og formålet er det ganske enkle at også danskere uden en højere uddannelse, har krav på at kunne få udbytte af det de mange forskningsmilliarder bliver brugt til.
- Det er ikke et korstog mod fremmedsprog, for vi hverken kan og skal lukke os inde i vores eget lille sprogområde. Men vi skal være bevidste om hvornår vi bruger dansk, hvornår vi bruger engelsk eller andre fremmedsprog, slutter Birgitte Jensen.
Relevant information
http://kommunikationogsprog.dk