Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/05-15   -   Pressemeddelelse

Ikonet kommer til Danmark - stærk, sportslig og sexet Ford Mustang med op til 421 hk



"‹Efter 50 år som symbolet på den amerikanske muskelbil og den ultimative frihed kommer Mustang endelig til Danmark. Ford Europa har udnyttet ventetiden optimalt og justeret den helt nye generation af Mustang specielt til de krævende europæiske kunder og forhold.

2,3-liters firecylindret EcoBoost-motor med 317 hk og 432 hårdtslående Nm - fra 0-100 km/t på 5,8 sekunder

5-liters V8 med hele 421 hk og et sublimt bundtræk i kraft af 530 Nm - fra 0-100 km/t på blot 4,8 sekunder

Danske priser fra 615.000 kr. for Mustang fastback 2,3 EcoBoost, som convertible fra 694.000 kr.

Stærkt genkendeligt og alligevel topmoderne design med One Ford-elementer viser en klar rød tråd mellem originalen og den nye Mustang

En lang række væsentlige ændringer fra den amerikanske til den europæiske udgave, bl.a. unik undervognsopsætning med opgraderede krængningsstabilisatorer, forstærkede bremser og større køler

Omfattende standardudstyr på alle udgaver, fx SYNC2 med 8" skærm, xenon-forlygter, sportssæder i læder, automatisk klimaanlæg med to zoner, 19" alufælge og nøglefri adgang og start

Få biler besidder det image og den genkendelighed, som Ford Mustang gør. Alene navnet, der som logoet hentyder til de amerikanske vildheste af samme navn, leder tankerne hen på friheden de amerikanske highways, bølgen af kræfter fra stærke V8-motorer samt muskuløst og unikt formsprog støbt i metal. Siden 1964 har Ford Mustang været billedet på den amerikanske drøm af den opnåelige slags, og ingen anden sportsvogn kan siges at have opfyldt så mange generationer af amerikaneres drømme.

Mustang er ikke kun et ikon for amerikanerne - den er også et ikon, et særligt og stærkt brand, for europæere og danskere. Hvem har ikke nydt scenerne i Bullitt, hvor Steve McQueen tordner gennem gaderne i San Francisco? Og hvor mange danskere har ikke siddet bag rattet i en åben Mustang på den ultimative amerikanske bilferie?

Hidtil har Mustang været forbeholdt amerikanske købere, men det er slut nu, hvor den helt nye generation af legenden gør sin entré i hele verden - herunder selvfølgelig også Danmark. Introduktionen vil ske på det danske marked hen over sommeren, og den nye Mustang vil kunne opleves hos Ford Stores* som både sexet fastback og stilig convertible - til yderst konkurrencedygtige priser fra 615.000 kr.

Unik og muskuløs

Hvordan designer man en ny udgave af et ikon, når ikonet ikke blot skal markedsføres på et kontinent, men i hele verden? Svaret er simpelt: Mustang er kendt og værdsat som brand og designikon verden over, og derfor har Fords designere ikke smidt 50 års designperfektion ud fra den ene dag til den anden - de har i stedet moderniseret og forfinet det unikke og let genkendelige design, der opstod i starten af 1960erne, og tilføjet en stramhed og lethed, der kendetegner One Ford-designsproget.

De to udgaver af den nye generation af Ford Mustang er tæt forbundet, men alligevel helt forskellige. Fastback-udgaven med de klassiske proportioner bagtil, der virkelig leder tankerne hen på den første generation, er et perfekt udtryk for den sportslighed og de kræfter, som man ved lurer bag rattet. Convertible-udgaven har sit eget udtryk, som ses både med og uden kalechen på, og den er skabt helt fra bunden som en åben bil - ikke noget med bare at skære taget af her. At Mustang convertible fra starten er designet som cabriolet, taler også kraftigt for karrosseriets vridningsstabilitet og køreegenskaberne. Den velisolerede og el-betjente kaleche kan desuden foldes ned på blot 10 sekunder.

Den lange motorhjelm og den store grill taler deres tydelige sprog, og de skarpe forlygter, med xenon som standard, tilføjer Mustang-designet aggressivitet og dynamik. De transparente baglygter med de tre bjælker i hver side, en uundværlig og klassisk detalje på Mustang, er perfekt og strømlinet integreret i det nye og mere moderne design.

19" alufælge som giver det muskuløse design en tand ekstra, er standard på alle udgaver af Mustang - på EcoBoost-modeller er der blanksorte hjul med 5x2 eger mens der på V8-udgaver sidder multi-egede hjul i sort. Vælges Mustang med Custom Pack, en pakke bestående af bl.a. klima-sæder og Premium Navigation, står bilen på smukke multi-egede Luster Nickel-fælge.

Som Mustang-ejer vækker man opsigt i den danske trafik, men man kan selvfølgelig skrue og op ned for opmærksomheden ved valget af bilens farve. Du kan vælge den frække standardfarve Race Red, som 21 procent af alle hidtil solgte Mustang er malet i, Triple Yellow for den ekstra opmærksomhed, eller vælg den dybsorte Ebony eller Ingot Silver for en mere nedtonet stil.

Et ikon tilpasset Europa

Med One Ford når Mustang ud til hele verden. Biler under One Ford-betegnelsen udvikles og designes til at kunne sælges over stort set hele verden, og det gælder således også den nye Mustang. Men Ford er udmærket klar over, at kunderne ikke er ens over hele verden, og derfor har Ford Europas ingeniører, designere og udviklere lavet væsentlige ændringer på Mustang, som er tilpasset de behov og ønsker, som europæiske købere har - og de markant anderledes veje, vi har i Europa.

I forhold til de amerikanske udgaver af Mustang er der en lang række markante ændringer, som især handler om teknik og mekanik - som har stor indflydelse på køreegenskaber og CO2-udledning.

På den rent mekaniske front er det især bremser og affjedring, der har været under kærlig behandling hos Ford Europas ingeniører, for at levere endnu bedre respons og skarphed.

Bremserne er mere hårdføre, og V8-udgaven har fået Brembo-bremser. I motorrummet er der monteret en såkaldt K-brace, en ekstra afstivning og en større køler med stærkt forbedret ydeevne, optimalt især ved banekørsel. Disse elementer er en del af Performance Pack, som er standard i alle Mustang bygget til det europæiske marked.
Krængningsstabilisatorerne er ligeledes opgraderet med større varianter, og det spiller sammen med den såkaldte 'heavy duty-affjedring' fortil, som skærper Mustangs styreegenskaber.

En unik opsætning af undervognen, tilpasset mere kurvede og ofte mere hullede europæiske veje, spiller sammen med europæisk afstemning af den elektronisk servostyring, ESC- og ABS-systemet. Justerbare 'drive modes' til ændring af bl.a. styretøj og speederrespons er også noget, der er unikt for den europæiske udgave af Mustang.

Udvekslingen i gearkasserne er særligt afstemt - både for at gøre Mustang mere dynamisk og mere fleksibel, ligesom det gavner brændstofforbruget. Motorstyringen er på samme måde ændret for at Mustang udleder mindst muligt CO2 - udledningen for Mustang med EcoBoost-motor er nede på 179 gram CO2/km.

Kun udgaver af Mustang solgt gennem autoriserede Ford Stores i Danmark/Europa har alle de ovennævnte forbedringer, og det er naturligvis også værd at bemærke de to års mekanisk garanti og 12 års rustgaranti kun gælder for de europæiske versioner.

To særlige kraftværker

Mustang er ikke Mustang uden en helt særlig motor. En bil, der er så dynamisk og opsigtsvækkende, skal selvfølgelig kunne flytte sig på lige så dynamisk og opsigtsvækkende vis, og det kan den. To fantastiske benzinmotorer udgør motorprogrammet i Europa, og det er to helt specielle, men også meget forskellige, motorer, der taler til hver deres type af mennesker.

For første gang nogensinde har en motor fra Fords berømmede EcoBoost-motorprogram fundet vej til Mustang, og motoren er samtidig en nyudvikling, som placerer både kraftoverskud og brændstofforbrug i højsædet. Den nye EcoBoost-motor med fire cylindre er på 2,3 liter, og til trods for den relativt lille volumen, yder den hele 317 hk, og ikke mindst hele 434 Nm ved 3.000 o/min. Direkte indsprøjtning er kombineret med Fords første brug af en twin scroll-turbolader, der leverer fantastisk respons og høj omdrejningsvillighed.

Alt efter gearkasse og karrosseri leverer den kraftige perle af en motor en 0-100-tid på ned til 5,8 sekunder, og CO2-udledningen er helt ned til 179 gram/km. Når det kommer til ren brændstoføkonomi, klarer Mustang fastback 2,3 EcoBoost med sekstrins manuel gearkasse 12,5 km/l ifølge EU-normen. Mod en merpris på 41.000 kr. fås Mustang EcoBoost - både som fastback og convertible - med automatgearkassen SelectShift med seks trin, der naturligvis kan styres via skiftepaler ved rattet.

Med en tid fra 0-100 km/t på ned til blot 4,8 sekunder, er Mustang GT en klar topmodel. I Mustang-programmet har V8eren på 5,0 liter en særlig position og tradition, og når man ser på den nyeste udgaves øvrige fakta, giver det god mening: 421 hk ved 6.500 o/min og 530 Nm ved 4.250 o/min, hvilket giver et næsten ufatteligt bundtræk og masser af power op gennem hele omdrejningsregistret. Den store V8-motor drejer helt op til 7.000 o/min, og stærke opdateringer omkring motoren, som for eksempel ny indsugningsmanifold, gør den 5-liters maskine til en moderne og perfekt partner for Mustang.

Mustang GT udleder ned til 281 gram CO2/km og klarer op til 8,3 km/l. Også som GT fås Mustang med SelectShift-automatgearkassen med seks trin mod en merpris - her på 38.000 kr. hvorimod manuel gearkasse med seks trin er standard.

Moderne sportsvogn, moderne undervogn

Fra introduktionen i 1964 frem til udviklingen af den helt nye generation af Mustang har den amerikanske skønhed kørt med en stiv bagaksel, som på nogle punkter måske ikke helt levede op til nutidens forventninger. Den gammeldags bagaksel er historie, og i den nye Mustang kører med en topmoderne aksel med uafhængige hjulophæng, Ford Integral Link, som på vejen giver en sublim kontrol over ikke blot bilens bagende, men hele bilen.

Forakslen af McPherson-typen er udstyret med en kraftig krængningsstabilisator, og da Performance Pack med diverse opgraderinger og forstærkninger desuden er standard, leverer Mustang præcise og stærkt underholdende køreegenskaber, som ikke står tilbage for et skarpt sving eller hurtige vognbaneskift.

For at give føreren mulighed for den helt perfekte indstilling af køreegenskaberne i Mustang, har alle udgaver som standard justerbare 'drive modes', som bl.a. justerer speederresponsen og virkningen af ESC-systemet. Derudover kan man vælge mellem tre indstillinger for tyngde i styretøjet - Normal, Sport og Comfort.

Den nye Mustang er ikke en muskelbil i ordets gamle betydning - den kan ikke bare køre hurtigt på de lige lange stræk, den er også skarp og dynamisk, når vejen bugter sig. For at yde det bedste vejgreb, har Mustang et mekanisk spærredifferentiale, der fordeler kræfterne automatisk mellem baghjulene - en klar fordel i en momentstærk bil med baghjulstræk.

Klassisk kabine med fokus på fremtiden

Fords designere har med den nye Mustang ikke kun skabt et mesterværk, der kan beundres og nydes fra udefra. Bag rattet er det også tydeligt, at den nye kabine bærer præg af både en glorværdig fortid og fokus på den absolut mest moderne teknologi - således peger de dobbelte 'udhæng' på tværs af instrumentbordet tilbage til den originale Mustang, og det tre-egede rat og gearstangen har også en klar historisk henvisning.

Men tiden har på ingen måde stået stille i Mustang, og tydeligst af alle steder ses det i midterkonsollen, hvor blikket automatisk fæstnes på den 8" store touchscreen i farve (standard), som udgør den synlige del af infotainmentsystemet SYNC2. Den berøringsfølsomme skærm rummer adgangen til audio, klimaanlæg, navigation og en række connectivity- og opsætningsmuligheder. SYNC2 kan, som det er kutyme hos Ford, styres med stemmen - fx kan man bede systemet om at skrue op for varmen eller ned for lyden på radioen.

Rækken af lækre og anvendelige designdetaljer i kabinen er lang: vippekontakterne i midterkonsollen til bl.a. drive modes og ESC, sportssæder med eksklusivt læder. Til Mustang fastback fås endda Recaro-sportssæder, som giver ekstra støtte ved dynamisk kørsel.

Den førnævnte Custom Pack giver meget høj værdi for pengene. Pakken til en pris på 49.400 kr. fås til alle udgaver af Mustang, og den indeholder udstyrsdetaljer som GT Performance 19" fælge, klimasæder, Premium gation med det højtydende Shaker Audio-lydanlæg med 12 højttalere, Black Raven premium-læderbetræk og parkeringssensor bagtil.

Overraskende gode priser, fornemt standardudstyr

Mustang er først og fremmest en sportsvogn, en dynamisk og smuk bil skabt til store køreoplevelser. Men det betyder ikke, at den skal være uopnåelig. Ford overrasker med attraktive danske priser, hvor modelprogrammet skydes i gang med Mustang fastback 2,3 EcoBoost med manuel gearkasse til priser fra 615.000 kr. Mustang convertible 2,3 EcoBoost med manuel gearkasse starter ved 694.000 kr.

Trods en markant højere motorydelse er merprisen for Mustang GT med 5-liters V8-motoren mere end fornuftig: priserne for Mustang GT fastback starter ved 719.000 kr. Convertible-udgaven med den selvsamme 5-liters V8-motoren starter ved 797.000 kr.

Ford har valgt at berige den nye Mustang med en omfattende liste af standardudstyr, der vil få listen over standardudstyr hos de fleste konkurrenter til at blegne.

Som tidligere nævnt er 19" alufælge standard, og det samme er xenon-forlygter, track apps med informationer om dine og bilens præstationer, SYNC2 med talestyring og 8" touchscreen, sportssæder med læderbetræk og el-justering, nøglefri adgang og start, automatisk klimaanlæg med to zoner, regnsensor, bakkamera, dørtrinsbeskyttelse med lys i Mustang-logoet - og PONY-indstigningslys der kaster et omrids af en stejlende pony på asfalten.

Se mere om den nye Ford Mustang på online Mustang-pressekit: http://mustang.fordpresskits.com/enhanced.htm

*Ford Mustang kan bestilles gennem Ford Stores i Danmark:

- Andersen Biler A/S- Ford, 2200 København N
- Via Biler A/S - Ford, 8210 Aarhus V
- Autohuset Vestergaard A/S, 5260 Odense S
- Brdr. Hosbond A/S, 9220 Aalborg Ø
- Bjarne Nielsen A/S, 6705 Esbjerg

Pressekontakt

Lene Dahlquist
Communication & Public Affairs Manager
  +45 43 48 06 20
  +45 40 32 82 68

Firma

Ford Motor Company Danmark
Borupvang 5 D-E
2750 Ballerup, Danmark

  43 48 07 00
  40 32 82 68

http://www.ford.dk

Modtag nyheder fra Ford Motor Company Danmark på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater