06/08-12
-
Pressemeddelelse
Rådgiverbranchen øger igen indtjeningen
28. juni 2012
De rådgivende ingeniørvirksomheder har knækket kurven og kan for første gang i tre år notere sig en stigende overskudsgrad. Det viser, at virksomhederne valgte den rigtige krisehåndteringsstrategi og nu bliver belønnet med både øget indtjening og omsætning i 2011. Det fremgår af den seneste brancheanalyse, Statistisk Branchebeskrivelse 2012, som Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) netop har udarbejdet.
"Tre års negativ tendens er vendt: Branchen for rådgivende ingeniørvirksomheder kan for første gang siden 2008 glæde sig over en fremgang i overskudsgraden, der er steget fra 4,0 procent i 2010 til 4,6 procent i 2011. Fremgangen er markant og dækker både øget omsætning og indtjening. Det viser, at rådgiverbranchen valgte den rigtige strategi i kriseårene ved at optimere forretningen uden at skære væsentligt i medarbejderstaben, så firmaerne nu er parate til at gribe og udnytte det spirende aktivitetsniveau," udtaler FRI's adm. direktør Henrik Garver.
"Fremgangen i rådgiverbranchen sker over en bred kam og fordelt på de fleste af branchens forretningsområder. Dog må gruppen af mellemstore virksomheder notere sig en tilbagegang i overskudsgraden på i forhold til 2010. Denne virksomhedsgruppe har kæmpet med indtjeningen i flere år, og en overskudsgrad for 2011 på -0,3 for de mellemstore rådgivere understreger de udfordringer, der kan følge med at blive større end gennemsnittet. Konsolideringen i rådgiverbranchen næppe er slut endnu," vurderer Henrik Garver.
"Vores analyse af 2011-regnskaberne viser desuden, at rådgiverbranchen fortsat er en af de mest internationaliserede brancher i Danmark. 17 procent af omsætningen stammer fra eksport, og branchen har i dag lige så mange ansatte i udlandet som i Danmark. Dertil kommer, at den udenlandske omsætning er øget med hele 15 procent fra 2010 til 7,6 milliarder kroner i 2011. For at støtte denne fremgang er det vigtigt, at virksomhederne fortsat har gode forhold til at drive forretning i udlandet, og derfor er det kritisk, at det nye skatteforlig lægger op til at forringe vilkårene for udstationering af medarbejdere. Vi har brug for at fastholde og ikke ophæve ligningslovens § 33A, hvis virksomhederne fortsat skal kunne udstationere deres medarbejdere og gøre den danske rådgiverbranche global," påpeger Henrik Garver.
Fakta fra FRI's Statistisk Branchebeskrivelse 2012:
Branchens overskudsgrad er steget for første gang i tre år til 4,6 % i 2011 fra 4,0 % i 2010.
Den samlede omsætning for FRI's 340 medlemsfirmaer ligger på 11,2 mia. kr. i 2011, hvilket er en fremgang på 1,3 % i forhold til 2011.
Gruppen af mellemstore virksomheder (50-200 ansatte) har dog en overskudsgrad på -0,3 %, et fald fra 1,0 % i 2010.
Branchen har fortsat en høj beskæftigelse på 11.644 ansatte i Danmark pr. 1. januar 2012. Branchen beskæftiger endvidere mere end 11.200 medarbejdere i udlandet
Eksporten af rådgivningsydelser tegner sig for 17 % af branchens samlede omsætning i 2011, og omsætningen i udenlandske datterselskaber er øget fra 6,6 mia.kr. i 2010 til 7,6 mia.kr. i 2011.
Relevant information
http://www.frinet.dk
Firma
Foreningen af Rådgivende Ingeniører - FRI
Sundkrogskaj 20
2100 København Ø,
Danmark
35 25 37 31
21 51 37 31
http://www.frinet.dk
Modtag nyheder fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører - FRI på mail
Tilmeld dig her