18/10-12
-
Pressemeddelelse
Rådgivende ingeniørers eksport falder
Rådgivende ingeniører ser mindre positivt på fremtiden end de gjorde for blot et halvt år siden. En konjunkturmåling blandt rådgivende ingeniørvirksomheder viser, at væksten er svag, men dog positiv, samtidig har virksomhederne oplevet et markant fald i eksporten siden april 2012.
Udsigten til et fald i de danske offentlige investeringer i 2013, samt en generel afmatning i den europæiske økonomi betyder, at de rådgivende ingeniørvirksomheder forventer faldende vækst det kommende år. Det viser en ny konjunkturmåling, som Foreningen af Rådgivende Ingeniør, FRI har foretaget.
"Kickstart og øgede investeringer i offentlige byggerier har på kort sigt betydet gunstige forhold for rådgiverne. Men udsigten til færre offentlige investeringer og en europæisk økonomi der fortsat kører på vågeblus betyder, at branchen forventer en faldende vækst i det kommende år. Enkelte virksomheder forventer ligefrem en faktisk negativ udvikling," siger administrerende direktør i FRI, Henrik Garver, der samtidig sætter fokus på en af de nye udfordringer branchen står med, som følge af den kommende skattereform, hvor ligningsloven § 33A bliver fjernet.
"Vi kan se på tallene, at alene debatten om afskaffelse af § 33A har haft en negativ indvirkning på eksporten hos danske rådgivende ingeniørvirksomheder. De tilbud virksomhederne har afgivet på internationale projekter, siden Regeringen lancerede sin skattereform 29. maj 2012 har været nød til at tage højde for alle forhold reformen, herunder at § 33A ville blive afskaffet - derfor kan vi allerede nu aflæse en så klar negativ effekt," siger han.
Koster job i Danmark
Det er første gang, at FRI registrerer et så markant fald i eksportordrerne hos de rådgivende ingeniører. For blot et halvt år siden, altså før skattereforms-debatten om afskaffelsen af 33A, havde 43-44 pct. af branchens virksomheder en positiv udvikling i eksportordrer fra oktober 2011 til april 2012. Nu hvor debatten er i gang om fjernelse af § 33A og har kørt i knap et halvt år har 27 pct. af i de rådgivende ingeniørvirksomheder øst for Storebælt oplevet et fald i ordrebeholdningen fra udlandet, mens virksomhederne vest for Storebælt ikke længere oplever vækst.
Eksporten og omsætningen i de udenlandske datterselskaber udgjorde i 2011 51 pct. af branchens samlede omsætning. Udviklingen på de internationale markeder forventes derfor, at få stor betydning for branchens indtjening og lønsomhed.
"Det er alvorligt, når 51 procent af branchens samlede omsætning findes i udlandet, da de internationale markeder har stor betydning for, hvordan det går branchen som helhed. Vi ved også, at vækst i udlandet betyder arbejdspladser i Danmark. Derfor er det vigtigt, at den danske ingeniørbranche kan konkurrere på lige vilkår med ingeniørvirksomheder fra andre lande og det kan vi ikke, når ligningsloven § 33A bliver fjernet. Det vil nemlig øge branchens omkostninger betragteligt," udtaler Henrik Garver.
Stigende ordrebeholdning i Vestdanmark
På de hjemlige markeder er det, i modsætning til konjunkturmålingen fra april, virksomhederne vest for Storebælt, der har den største tiltro til fremtiden. Her forventer virksomheder, der repræsenterer 46 pct. af beskæftigelsen i branchen, stigende ordrebeholdning. 51 pct. forventer en uændret ordrebeholdning og 3 pct. forventer tilbagegang.
For virksomheder øst for Storebælt gælder, at 92 pct. forventer at forblive på nuværende niveau og 7 pct. forventer faldende ordrebeholdning. Kun 1 pct. af virksomhederne forventer en øget ordremængde.
"Forventningerne til den fremtidige ordrebeholdning indikerer, at markedet ikke tror på nævneværdig vækst i den kommende tid. Det er især i Østdanmark, man ikke ser lyst på fremtiden. Og det skyldes, at flere af virksomhederne i Østdanmark allerede nu oplever faldende eksport, færre offentlige byggerier og en lavere aktivitet på miljøområdet. For Vestdanmark har der de seneste seks måneder været fremgang over stort set hele linien" siger han.
Den seneste konjunkturmåling fra FRI viser, at 38 pct. af branchens virksomheder på landsplan forventer at øge antallet af ansatte over de næste seks måneder. Derimod forventer 31pct. at reducere antallet af ansatte mod blot 2 pct. i april i år. Samlet viser undersøgelsen dermed, at branchen stadig er præget af den økonomiske krise.
Relevant information
http://www.frinet.dk
Firma
Foreningen af Rådgivende Ingeniører - FRI
Sundkrogskaj 20
2100 København Ø,
Danmark
35 25 37 31
21 51 37 31
http://www.frinet.dk
Modtag nyheder fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører - FRI på mail
Tilmeld dig her