10/01-14
-
Pressemeddelelse
To bøger om regnbuebørn indstillet til kulturpris
Forfatter Stine Josefine Dige og illustrator Maria Tran Larsen er sammen nominerede til AXGIL-Kulturprisen 2014. Det er deres to børnebøger om Niller Pilfinger, begge udgivet på forlaget INDBLIK for børn, som har sikret dem den ærefulde nominering. De farverige børnebøger handler om drengen Niller med de ti pilfingre og to mødre.
Når AXGIL GayGalla løber af stablen i Cirkusbygningen den 5. februar, uddeles samtidig årets kulturpris, og i år er skaberne af børnebogsserien om regnbuedrengen Niller Pilfinger fra forlaget INDBLIK for børn blandt de nominerede. Forfatter Stine Josefine Dige og illustrator Maria Tran Larsen har skabt Niller Pilfinger-universet med det mangfoldige persongalleri for at vise, at det er lige så naturligt at have to mødre eller to fædre som en far og en mor.
Vil bekæmpe homofobi i børnehøjde
Statistisk set er det kun 55 procent af de 0-17-årige, der vokser op i en traditionel kernefamilie med far, mor og fælles børn (DST 2012). Stine Josefine Dige og Maria Tran Larsen viser i deres børnebøger en vifte af forskellige familietyper. I bogen Niller Pilfinger åbner Bakken møder Niller for eksempel et barn af en enlig far, et adoptivbarn med bøssefædre og en storfamilie.
Læs mere om Niller Pilfinger-bøgerne på www.nillerpilfinger.dk og www.facebook.com/nillerpilfinger
Øvrige nominerede til kulturprisen
Niller Pilfinger-bøgerne er nomineret til AXGIL-Kulturprisen 2014 sammen med danseforestillingen In the Pretty Boy's Mouth og kortfilmen Nomansland.
Prisvinderne findes ved en kombination af jury og offentlig afstemning. Fagjuryerne får 50 procent indflydelse og den offentlige afstemning får 50 procent indflydelse. I fagjuryen til kulturprisen sidder Jakob Steen Olsen, Tomas Lagermand Lundme og Stéphanie Surrugue. Offentlig afstemning foregår på Out&Abouts hjemmeside, http://www.out-and-about.dk/axgil/.
Pressekontakt
Mikael Strøm Eriksen
+45 31 26 11 51