06/04-11
-
Pressemeddelelse
Er sommerhuset klar til brug?
Når du åbner dit sommerhus, så kig grundigt efter, om det har fået vand- eller fugtskader i vinterens løb. Det er nemlig de skader, der sker flest af, påpeger Forsikringsoplysningen. Få samtidig styr på sikringen af sommerhuset, da de er i høj kurs blandt indbrudstyvene.
Inden du går i krig med at lufte sommerhuset ud, gøre rent og sætte havemøbler frem, så tjek som det første grundigt efter, om der skulle være opstået nogle skader i løbet af vinteren.
- Især vand- og fugtskader giver mange sommerhusejere en kedelig overraskelse, når de slår dørene op til en ny sæson. Ud over regnvand skyldes skaderne frostsprængte rør, som er et problem i mange sommerhuse efter den hårde vinter. Forsikringen dækker som udgangspunkt ikke disse skader, så det gælder om at begrænse omfanget hurtigst muligt, siger Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.
Mange indbrud i sommerhuse
Du bør også overveje, om du kan sikre dit sommerhus bedre mod indbrud. Antallet af sommerhusindbrud blev fordoblet fra 2006 til 2009 og ser nu ud til at have stabiliseret sig på et højt niveau.
Sidste år blev der anmeldt 6.191 indbrud i sommerhuse til forsikringsselskaberne - kun en anelse færre end rekordantallet året før på 6.710.
- Det skyldes utvivlsomt, at mange sommerhuse i stigende grad bliver udstyret som helårshuse med alt, hvad dertil hører af fladskærme, dyre møbler og andet kostbart inventar. Der er simpelthen mere, der er værd at stjæle, men det er tvivlsomt, om sikringen af husene er fulgt med, siger Riccardo Krogh Pescatori.
Blandt de mest udsatte for indbrud sidste år var sommerhusområderne i Sydvestjylland, Nordjylland, Djursland, Nordsjælland, Sejerøbugten og Storebæltskysten, viser tal fra Danmarks Statistik. Sommerhusområder som Marielyst, Sydfyn og Nordvestjylland med bl.a. Løkken og Blokhus var i lidt mindre grad hjemsøgt af indbrud.
Gør livet sværere for tyvene
- Man kan sikre sig mod indbrud på flere måder. For det første kan man aftale med naboerne, at man holder øje med hinandens huse. For det andet kan man købe udstyr i form af stærkere låse, udendørs belysning eller tyverialarmer. Og endelig kan man sørge for at undgå nogle banale fejl, såsom at der ligger ekstranøgler ved huset, mens man er på stranden, eller at der ligger redskaber fremme, en tyv kan bruge som indbrudsværktøj, råder Riccardo Krogh Pescatori.
Antal indbrud i sommerhuse:
2010 - 6.191
2009 - 6.710
2008 - 4.856
2007 - 3.898
2006 - 3.149
Kilde: Forsikring & Pension
Relevant information
http://www.forsikringogpension.dk