16/05-11
-
Pressemeddelelse
Efterlønsforslag straffer opsparing
Partierne i 2020-forhandlingerne taler om at forbedre vilkårene for efterlønsmodtagere med små pensioner under et vist loft. Enten ved at give dem ret til efterløn i længere tid eller en højere ydelse. Men forslaget kan let være en skidt idé, advarer Forsikring & Pension. Det risikerer at straffe de efterlønsberettigede, der sparer op og kommer over loftet.
- Mange danskere med små indkomster har i forvejen for lille tilskyndelse til at spare op. Det problem, frygter vi, kan blive værre med dette forslag. For hvis man sparer så meget op, at man sprænger et nyt "efterlønsloft", taber man reelt penge. For så mister man de nye fordele, som foreslås indført. Resultat kan blive, at folk vil stoppe med selv at spare op for at holde sig under et eventuelt nyt loft, siger vicedirektør Carsten Andersen, Forsikring & Pension.
Carsten Andersen påpeger, at der i forvejen er behov for, at politikerne styrker gevinsten af at spare op.
- Politikerne skal gå modsat. I dag beskattes mange små og mindre pensionsopsparere i forvejen meget hårdt - og langt hårdere end de godt 50 procent, som de høje indkomster betaler. Derfor burde politikerne i stedet være optaget af at styrke danskernes gevinst af at spare op. Det vil også bidrage til en senere tilbagetrækning - og det er jo det, alle er enige om, vi har brug for, siger Carsten Andersen.
Forsikring & Pensions beregninger viser, at næsten hver tredje efterlønsberettigede på 59 år i dag har en opsparing på under en halv million kroner. Det betyder, at 15.000 ud af i alt 46.000 efterlønsberettigede 59-årige i dag ville få gavn af bedre efterlønsvilkår, hvis formueloftet blev sat til en halv million kroner.
En analyse fra Forsikring & Pension viser, at den meget høje skat på små og mellemstore pensionsopsparinger skyldes samspillet mellem indkomstafhængig aftrapning af overførselsindkomster og skattesystemet. Sagt med andre ord: Hvis man sparer for meget op, risikerer man at tabe fx folkepensionens pensionstillæg, pensionistnedslaget i ejendomsværdiskat og boligydelse. Indføres et efterlønsloft, vil det forstærke problemet.
Relevant information
http://www.forsikringogpension.dk