28/06-11
-
Pressemeddelelse
Bilisterne fik en bedre start på året
Noget tyder på, at danskerne lærte af forrige vinter og klarede sig bedre gennem snemasserne i år. Der var nemlig markant færre bilskader i årets første kvartal sammenlignet med første kvartal 2010.
De seneste to vintre har budt på masser af kulde, sne og is - og udfordringer for bilisterne. Men bilisterne klarede udfordringerne bedre i år, end de gjorde sidste år.
Danskerne anmeldte 16 pct. færre bilskader til deres kaskoforsikring i første kvartal 2011 i forhold til første kvartal 2010.
- Vinteren kommer som regel bag på bilisterne, men noget kunne tyde på, at de har været bedre forberedt i år. Forrige vinter har nok ligget frisk i erindringen, siger Tenna Westergaard fra Forsikringsoplysningen.
En mulig forklaring på de færre skader kan være, at bilisterne belært af forrige vinter har taget flere forholdsregler i forhold til kørsel på de glatte veje:
- Flere har måske lært, at det er en rigtig god idé med vinterdæk og har sørget for at få dem sat på i tide. Der kan også være flere, der har valgt helt at lade bilen stå på de værste vinterdage og taget toget i stedet, siger Tenna Westergaard.
Der blev i årets første kvartal anmeldt 117.453 bilskader til danskernes kaskoforsikring. I samme periode året før blev der anmeldt 140.003 skader.
Relevant information
http://www.forsikringogpension.dk