16/09-11
-
Pressemeddelelse
Der skal ro om pensionsopsparingen
Forsikring & Pension ønsker Helle Thorning-Schmidt et stort tillykke med posten som Danmarks nye statsminister. Forsikring & Pension ser frem til samarbejdet med den nye regering, når den er på plads.
- Vi glæder os til samarbejdet med Helle Thorning-Schmidt og den kommende regering. Udfordringerne er mange. Der er brug for at kigge og tænke langt, hvis det danske velfærdssamfund og dansk økonomi skal bære også de næste generationer. Forsikring og pension er en indbygget del af det danske velfærdssamfund - og skal være en del af fremtidens løsninger. Fra klimasikringen af Danmark til finansiering og drift af offentlig infrastruktur. Denne rolle ønsker vi at udvikle til gavn for danskerne - og i dialog med politikerne, siger adm. direktør Per Bremer Rasmussen.
Per Bremer Rasmussen understreger behovet for at sikre ro om pensionsopsparingen.
- Det er vigtigt at sikre danskernes pensionsopsparing, så danskerne trygt kan gå på pension - og vi kan finansiere de kommende store ældregenerationer. Derfor vil vi opfordre den nye regering til at sikre ro om rammebetingelserne for opsparingen. Et nyt pensionsloft vil skabe utryghed og uigennemsigtighed. Det vil skade tilskyndelsen til at spare op. Og uden at det for alvor sikrer flere penge i statskassen.
- Vi er enige i ønsket om et stærkt, skattefinansieret sundhedsvæsen. Sundhedsforsikringerne er kommet for at blive - med eller uden skattefradrag. Vi ønsker at sikre, at sundhedsforsikringer ikke kun er noget for de højest lønnede og uddannede. Den handske vil også en ny regering skulle tage op.
Relevant information
http://www.forsikringogpension.dk