24/10-11
-
Pressemeddelelse
Pas på Bambi, når vi skifter til vintertid
Natten mellem lørdag den 29. oktober og søndag den 30. oktober bliver det vintertid, og urene skal stilles en time tilbage. Men det ved dyrene ikke - så vær opmærksom, når du bevæger dig ud i trafikken især ved daggry og skumring, lyder rådet fra Forsikringsoplysningen.
Det kan i virkeligheden siges meget enkelt. Kør efter forholdene. Altid! Og det gælder ikke mindst, når vi stiller om til sommertid eller vintertid, som vi skal om en uges tid.
Her er hjortevildt særligt udsat, da dyrene ikke ved, at vi ændrer døgnrytme. Vildtet tilpasser nemlig deres adfærd til vores trafikmønstre, men med et fingerknips er det ændret. Ifølge Falck bliver flere end 20.000 stykker hjortevildt trafikdræbt hvert år, og i tiden efter vi skifter til sommer- og vintertid, går der flest til.
- I ugerne efter, at vi skifter til vintertid, er det vigtigt at være ekstra agtpågivende, når man kører langs levende hegn og skovstrækninger. Er du så uheldig at ramme et stykke hjortevildt, så får du naturligvis erstattet skaderne, hvis du har en kaskoforsikring på din bil. Men du har ingen modpart, så du hænger altid selv på selvrisikoen. Så det er vigtigt at være vågen bag rattet, siger Riccardo Krogh Pescatori, konsulent i Forsikringsoplysningen.
- Har du ingen kaskoforsikring på din bil, og bilen bliver skadet, får du ingen erstatning. Forsikringsoplysningen får jævnligt henvendelser fra folk, der tror, at der findes en puljeordning for den type skader. Men det gør der altså ikke, siger Riccardo Krogh Pescatori.
Men én ting er de materielle skader. Ved en påkørsel risikerer man også selv at komme til skade, og derfor er det vigtigt altid at have en ulykkesforsikring og/eller en førerulykkesforsikring, lyder rådet fra Forsikringsoplysningen.
Gode råd:
· Hold øje med advarselstavler om hjortevildt.
· Sæt farten ned og udvis agtpågivenhed især ved solopgang og solnedgang, hvor langt de fleste arter har øget aktivitet.
· Har du set et stykke vildt krydse vejen, kommer der sandsynligvis flere. Vildt bevæger sig i flok.
· Ser du vildt tæt på vejen, skal du ikke være sikker på, at det bevæger sig væk fra vejen, når du nærmer dig. Det kan springe ud på vejbanen.
· Hvis du forsøger at undvige, skal du altid køre bagom, da rådyr aldrig vil vende om halvvejs.
· Hvis du rammer et stykke hjortevildt, som ikke dør af påkørslen, skal du kontakte Dyrenes 112 på telefon: 1812. Her kan du få hjælp og vejledning.
Kilde: Falck
Relevant information
http://www.forsikringogpension.dk