Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/11-11   -   Pressemeddelelse

Danskerne skal tilskyndes til at spare op livslangt

Forsikring & Pension er tilfredse med, at regeringens finanslovsforslag ikke rummer et livrenteloft - og dermed en begrænsning - af danskernes mulighed for at spare op livslangt. Forsikring & Pension støtter op om det vigtige signal, regeringen sender: Danskerne skal spare op til hele livet.

Regeringen har offentliggjort sit finanslovsforslag i dag. Forslaget rummer en række initiativer i forhold til skatter og afgifter. For Forsikring & Pension er det vigtigt, at regeringen har et skarpt fokus på at skabe den rette tilskyndelse i befolkningen og hos virksomhederne til at spare op til pension - til gavn for økonomien og velfærden.

På den baggrund er Forsikring & Pension tilfreds med, at det oprindeligt planlagte 100.000 kroners loft over indbetalinger til livrente er væk - og i stedet afløst af et lavere loft over ratepension.

Adm. direktør Per Bremer Rasmussen mener, at det er afgørende at fastholde danskernes tilskyndelse til at spare op livslangt:

- Danskerne lever heldigvis længere og længere. Derfor er det essentielt, at de har sparet nok op til hele livet og ikke risikerer at løbe tør for penge. Netop derfor friholdt Skattekommissionen også livrenten fra et loft i sine anbefalinger. Det er godt, at regeringen er nået frem til samme resultat - at vi skal værne om et simpelt, billigt og solidarisk pensionssystem, hvor alle sikres en rimelig pension i forhold til, hvad de tjente som erhvervsaktive.

- Når det er sagt, havde vi helst set, at regeringen havde undladt at røre ved skatten på pension. Det er et område, hvor danskerne har brug for stabilitet og et langt perspektiv. Derfor er det vigtigt, at politikerne både i og uden for regering nu giver hinanden håndslag på fremover at skabe ro om pensionsområdet. Så danskerne trygt kan spare op - i tillid til at de får den opsparing, som de har forventet.

Ud fra samme logik har Per Bremer Rasmussen svært ved at se den positive gevinst ved at skære i pensionsselskabernes fradrag for investeringsomkostninger.

- Det bliver dyrere at investere aktivt i dansk erhvervsliv. Det trækker i modsat retning af det, Danmark har brug for: Øget vækst og flere offentlige-private partnerskaber. Her er perspektivet galt.

- På samme måde er perspektivet skævt, når politikerne nu lægger skatten tilbage på sundhedsforsikringer. Det vil samlet set give danskerne mindre sundhed og behandling. Men nok så væsentligt fraskriver politikerne sig nu også retten til at styre markedet for sundhedsforsikringer. På en måde er det paradoksalt, at en regering af den overbevisning hellere vil overlade befolkningens adgang til sundhedsforsikringer til markedskræfterne. Når fradraget er borte, vil man med rette kunne tale om et A- og et B-hold.

For Forsikring & Pension er det vigtigt, at nye skatter og afgifter virker efter hensigten. Per Bremer Rasmussen tvivler på, at det er tilfældet med såvel en ny afgift på arbejdsskadeforsikringer samt kravet om, at forsikringsselskaber skal indberette til skattemyndighederne, når de udbetaler erstatninger til håndværkerudgifter.

- Vi støtter ambitionen om et godt arbejdsmiljø - og arbejdsgivers ansvar. Men afgiften skal lægges direkte på arbejdsgiveren og ikke forsikringsselskabet, hvis den skal virke. Det giver ikke den ønskede effekt, at afgiften fordeles på alle arbejdsgivere. Den skal betales af den, der har et skidt arbejdsmiljø - og dermed skaderne.

- Det samme gælder sort arbejde. Det vil vi naturligvis også gerne være med til at bekæmpe. Men sort arbejde er ikke et hovedproblem, når selskaber udbetaler erstatninger. Her kræver forsikringsselskaberne som regel dokumentation for det udførte arbejde. Regeringen skal sætte ind, hvor det batter. Ellers vælter man bare mere bureaukrati og øgede omkostninger over på selskaberne - og i sidste ende kunderne.

Relevant information

http://www.forsikringogpension.dk


Pressekontakt


Firma

Forsikring & Pension
Philip Heymans Allé 1
2900 Hellerup, Danmark

  41 91 91 00

http://www.forsikringogpension.dk

Modtag nyheder fra Forsikring & Pension på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater