28/12-11
-
Pressemeddelelse
Fyr den af - men tænk dig om
Har du lugtet lunten? Brug kun lovligt fyrværkeri, og tænk dig godt om. Så slipper du måske helt for skader og økonomiske tømmermænd, når du skal skyde nytåret ind på lørdag.
Fyrværkeri, tankeløs opførsel og alkohol er en farlig cocktail, hvor det desværre alt for ofte går galt. Især ulovligt og hjemmelavet fyrværkeri giver stor risiko for alvorlige skader, advarer Forsikringsoplysningen.
Alt for mange må en tur på skadestuen nytårsaften med alvorlige skader efter at have fyret raketter, batterier og romerlys af.
- De unge risikerer deres lemmer ved at bruge hjemmelavet fyrværkeri. Samtidig risikerer de, at ulykkesforsikringen ikke dækker, siger konsulent Tenna Westergaard, Forsikringsoplysningen.
Forsikringen dækker ikke uansvarlig opførsel
Der findes helt klare regler for, hvornår ulykkesforsikringen ikke yder erstatning, når fyrværkeriet fyres af.
Man får ingen erstatning, hvis man håndterer fyrværkeriet forkert - for eksempel hvis man holder en tændt raket i hånden. Bruger man hjemmelavet og ulovligt fyrværkeri, får man heller ingen erstatning.
Forsikringen giver heller ingen erstatning, hvis man kommer til skade med fyrværkeri, fordi man har drukket for meget. Det samme gælder, hvis man stærkt spirituspåvirket kommer til at skade andre med fyrværkeri.
- Der sker ulykker hvert nytår, hvor personer kaster tændt nytårskrudt efter andre. Er den, der kaster, beruset, vil hans private familieansvarsforsikring ikke betale erstatning for skaden på det uskyldige offer. Det kommer den berusede til at betale af egen lomme, siger Tenna Westergaard.
Gode råd til et sikkert nytår
· Køb kun godkendt fyrværkeri, og hold dig væk fra hjemmelavet fyrværkeri
· Placer fyrværkeriet sikkert og tænd. Skynd dig væk
· Gå aldrig tilbage til en fuser
· Forsøg aldrig at slukke tændt fyrværkeri
· Brug altid beskyttelsesbriller. Både børn og voksne - også selv om I bare kigger på
· Opbevar dit fyrværkeri i en pose, når du går rundt. Transporter det aldrig i lommer
· Kast aldrig med fyrværkeri efter andre
· Bland aldrig alkohol og fyrværkeri.
Flere alvorligt til skade
I alt 262 personer kom til skade for et år siden i nytårsdøgnene 31. december og 1. januar. Heraf var de 56 skader alvorlige, og det er en stigning på 55 pct. svarende til 20 personer. 10 pct. af de alvorlige skader skyldtes omgang med ulovligt fyrværkeri. Hver anden af de tilskadekomne var 21 år eller derunder.
Kilde: UlykkesAnalyseGruppen ved Odense Universitetshospital.
Relevant information
http://www.forsikringogpension.dk