29/02-12
-
Pressemeddelelse
Enlige bør give pensionsordningen et eftersyn
Hvis du er enlig, er der især to ting i din pensionsordning, du bør fokusere på: Er du dækket godt nok økonomisk, hvis du bliver syg i kortere eller længere tid? Og sparer du nok op til at leve den pensionisttilværelse, du drømmer om?
En million danskere bor alene. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Og som enlig er det ekstra vigtigt at sikre sig økonomisk med en god pensionsordning.
Der er nemlig ikke andre, der kan hjælpe til økonomisk, når du går på pension, eller hvis du bliver syg. Som enlig er du alene om alle udgifterne, og det gør dig sårbar, hvis du ikke har sikret dig økonomisk til resten af livet.
I denne tid er det oplagt at give sin pensionsordning et eftersyn. I disse dage får pensionskunderne den årlige oversigt fra deres pensionsselskab - enten med posten eller ved at logge sig på selskabets hjemmeside.
Vigtige forsikringer ved sygdom
Hvis du bliver syg, så du ikke længere kan arbejde, er det vigtigt, at du får en indtægt, der passer til dine behov. Her skal du holde øje med, om udbetalingen fra dine forsikringer ved nedsat erhvervsevne sikrer, at du fx har råd til at blive boende, hvor du bor i dag.
Det er også væsentligt at være økonomisk sikret, hvis du får en alvorlig kritisk sygdom. Forsikringen ved visse kritiske sygdomme dækker de mest udbredte sygdomme, som fx kræft og hjerte-kar-sygdomme. Du får udbetalt et beløb på én gang som et plaster på såret, og du kan bruge pengene nøjagtig, som du vil. Se på din oversigt, om du har en sådan forsikring og hvor stor udbetaling, du kan få.
Pensionsopsparingen skal også være stor nok
På et tidspunkt bliver vi alle pensionister. Derfor er det også vigtigt at tjekke efter, om du sparer nok op til at leve det pensionistliv, du drømmer om. Det er meget individuelt, hvordan man ønsker at tilbringe sit otium, men hvis du sammenligner dine pensionsudbetalinger med din nuværende løn, får du et godt fingerpeg om, hvordan din økonomiske virkelighed kommer til at se ud, når du går på pension. Og så har du mulighed for at indrette din pension, så den passer til dine behov.
Du får et overblik over alle dine ordninger i pensionsselskaber og pengeinstitutter på pensionsinfo.dk. Du logger dig på med NemID eller via din netbank. De fleste pensionsselskaber har også netløsninger, hvor du kan logge dig på pensionsselskabets hjemmeside og få detaljerne i din pensionsordning.
Du kan bruge pensionsmåleren til at regne på, om du sparer nok op - og sammenligne dine pensionsudbetalinger med din nuværende løn.
Er du i tvivl om, du bør justere noget, kan du altid kontakte dit pensionsselskab og få rådgivning der.
Relevant information
http://www.forsikringogpension.dk