08/03-12
-
Pressemeddelelse
Kontant besked fra vugge til grav
Boligstøtte, dagpenge, efterløn, kontanthjælp, børnetilskud, SU... Forsikring & Pensions håndbog "Sociale ydelser 2012" er udkommet. Den giver klar besked om alle de nye takster og regler. Håndbogen er opdelt i temaer, der svarer til de situationer, man som borger naturligt tænker i. Det gør det nemt at finde det emne, som man søger oplysninger om.
Hvert år er der takstændringer. Ydelser falder væk, og andre kommer til. Den sociale lovgivning kan være svær at hitte rundt i, hvis man ikke lige er fagmand. Man kan let komme i tvivl, om man er berettiget til en bestemt ydelse og hvor meget, man har krav på at få.
Håndbogen Sociale ydelser 2012 fortæller kort og klart om sociale ydelser fra det offentlige. Bogen indeholder alle de nye satser og regler, der gælder fra 1. januar 2012.
Overblik over tilskudsmuligheder
Håndbogen giver overblik over og besked om tilskudsmulighederne fra vugge til grav - fra adoptionstilskud over dagpenge og arbejdsskader til efterløn og begravelseshjælp.
- Håndbogen er skrevet for almindelige mennesker. Den er let at finde rundt i, og den giver samtidig udførlig og kontant besked om alle de nye takster og regler, siger chefkonsulent Jørgen Kjær Thomsen, Forsikring & Pension.
Logisk opbygning
- Håndbogen er opdelt i temaer, der svarer til de situationer, man som borger naturligt tænker i. Der er lagt vægt på, at sproget i håndbogen skal være enkelt og opbygningen klar og logisk, siger Jørgen Kjær Thomsen.
"Sociale ydelser" er ikke kun anvendelig for privatpersoner. Bogen bruges i høj grad af sagsbehandlere i kommuner, a-kasser, forsikringsselskaber, pensionskasser og pengeinstitutter.
"Sociale ydelser 2012" kan købes hos boghandlerne. Den koster omkring 100,- kr.
Relevant information
http://www.forsikringogpension.dk