27/04-12
-
Pressemeddelelse
Brug kælderrummet med omtanke
Hvis du giver dit kælder- eller loftsrum en forårsoprydning, så overvej samtidig, hvad du opbevarer i rummene. Forsikringen dækker nemlig ikke tyveri af særlige ting som fx antikviteter og vinsamlinger.
Bor du i en etageejendom og kniber det med pladsen, kan det være nærliggende at opbevare pladskrævende ting i et kælderrum eller loftsrum. Men overvej nøje, hvad du opbevarer. Det er nemlig ikke alle ting, du kan få erstatning for, hvis der er indbrud - også selv om rummet er aflåst.
Så måske det var tid til en forårsoprydning i kælder- eller loftsrummet?
- Ved indbrud i et kælder- eller loftsrum i etagebyggeri får man ikke dækket såkaldt særligt privat indbo. Det kan fx være antikviteter, vine, pelse, eller musik- og videoudstyr. Årsagen er, at disse rum er relativt let tilgængelige, og at mange mennesker har adgang. Derfor dækker forsikringen ikke, også selv om rummet er aflåst. Så selv om det kan være svært at få plads i lejligheden, så er det ikke nogen god idé at opbevare vinsamlingen eller trommesættet i kælderrummet, siger konsulent Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.
Han råder til, at man finder alternative opbevaringsmuligheder til de dyre sager.
- Nogle ting kan man måske alligevel finde plads til i skabe eller lignende, men er det antikke møbler og andre større ting, så skal man måske overveje at låne eller leje sig til noget opbevaringsplads. Også for at sikre tingene bedre, da nogle ting kan have høj affektionsværdi for den enkelte, siger Riccardo Krogh Pescatori.
Almindelige indbogenstande som fx tøj og bøger er dækket ved opbevaring i kælder- og loftsrum - dog op til maks. 2-5 pct. af forsikringssummen.
Relevant information
http://www.forsikringogpension.dk