30/04-12
-
Pressemeddelelse
Huskøbere får bedre ejerskifteforsikring
Huskøbere bliver nu endnu bedre dækket, hvis de efter købet løber ind i grimme overraskelser i form af skjulte skader på huset. Nye regler udvider forsikringsdækningen og gør det mere tydeligt, hvilken erstatning der skal udbetales.
Fra 1. maj 2012 gælder der nye regler for den såkaldte huseftersynsordning, der bl.a. omfatter tilstandsrapport og ejerskifteforsikring. Det betyder en række forbedringer for dem, der køber hus efter 1. maj.
- Som huskøber er der især to ting, man kan glæde sig over med de nye regler: For det første får man flere konkrete oplysninger om huset, før man køber det, og for det andet får man en bedre dækning på ejerskifteforsikringen, siger konsulent Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.
- Blandt de nye oplysninger er en rapport om husets el-installationer og en vurdering af, hvor længe taget kan forventes at holde. Og fremover vil ejerskifteforsikringen omfatte flere ting, fx ulovlige el-installationer og forøgede udgifter til at føre en beskadiget ældre bygningsdel op til nutidens standarder, forklarer Riccardo Krogh Pescatori.
Læs mere på Forsikring & Pensions guide til ejerskifteforsikring.
Flere oplysninger om huset
Fra 1. maj får du som huskøber:
- En el-installationsrapport med oplysninger om bl.a. el, der ikke virker eller er ulovligt.
- Oplysninger om tagets restlevetid, og hvorvidt det kan forventes at holde i under fem år, mellem fem og 10 år eller længere end 10 år.
- En hustypebeskrivelse, der beskriver de tidstypiske, byggetekniske forhold ved den type hus, du har købt. Det giver dig en idé om, hvilke "skavanker" du kan forvente dig af dit hus. Almindelige skavanker er nemlig ikke dækket af ejerskifteforsikringen.
- Information om gasarten radon og en vejledning til, hvad du kan gøre for at løse et eventuelt radonproblem, hvis radonforekomsten i jorden er høj. Du får ligeledes udleveret et kort over radonforekomsterne i Danmark.
- En kloakbeskrivelse, der på generelt plan oplyser om, hvordan hhv. ældre og nyere kloaksystemer er konstrueret. Det angives også på generelt niveau, hvor længe restlevetiden forventes at være.
Bedre forsikringsdækning
Fra den 1. maj 2012 dækker ejerskifteforsikringen bl.a. også:
- El-installationer, der ikke fungerer, har nedsat funktion eller som er ulovlige
- Vvs-installationer, der ikke fungerer, har væsentligt nedsat funktion eller som er ulovlige
- Merudgifter, der kræves for at leve op til nutidens regler i byggelovgivningen, når skaden/ulovligheden skal repareres (forøgede byggeudgifter)
- Genhusning: Rimelige og nødvendige merudgifter til genhusning i op til 12 måneder, hvis udbedringen af en skade gør huset ubeboeligt.
Klar erstatningsopgørelse
Ud over den forbedrede dækning bliver det også mere klart, hvordan erstatningen bliver opgjort. Der bliver erstattet til nyværdi (nyt for gammelt), med mindre bygningsdelen er omfattet af nogle lovbestemte og bindende afskrivningstabeller, som erstatningen i så fald følger.
Der er også indført en fast bagatelgrænse, så skader for under 5.000 kr. ikke dækkes af ejerskifteforsikringen.
Endelig er der fastsat en ny fast selvrisiko på 5.000 kroner pr. skade - men med et samlet loft, så selvrisiko maksimalt kan udgøre 50.000 kroner i de år, ejerskifteforsikringen løber.
Relevant information
http://www.forsikringogpension.dk