30/06-09
-
Pressemeddelelse
Lige stor chance for succes for kvinder og mænd i fri forskning
Kvindelige og mandlige forskere har lige stor chance for at få penge til deres forskning, når de søger Det Frie Forskningsråd (DFF). Det viser rådets tal, der netop er offentliggjort for 2008.
I Danmark er blot 14 % af alle professorer kvinder. Det er under det europæiske gennemsnit og en situation, alle ønsker at lave om på. Derfor er Det Frie Forskningsråd (DFF) meget glad for at offentliggøre en ny statistik for sidste års uddeling af rådets i alt 1,3 milliard kroner. Den viser nemlig, at både mænd og kvinder har 16 % chance for succes hos rådet, når et særligt initiativ for Kvindelige forskningsledere udelades fra statistikken.
- Kvinderne er generelt for tilbageholdende med at søge midler, og traditionelt er deres succesrate for hjemtag af midler også lavere end mændenes. Derfor er det glædeligt at se fakta, der viser, at succesraten for de kvindelige ansøgere i Det Frie Forskningsråd er stigende. Denne udvikling bekræfter for mig at se vigtigheden af, at der fortsat er fokus på området. Der er stadig mange barrierer at overkomme, siger Helge Sander.
Jens Christian Djurhuus, bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd, siger:
- Når forskernes ansøgninger vurderes i Det Frie Forskningsråd, er det kun kvaliteten, der tæller. Det er en god nyhed, at kvinder og mænd har haft lige stor succes med deres ansøgninger i rådet i 2008. Det tyder på, at vi nu er på vej til at udnytte talentmassen bedre end nogensinde før i dansk forskning. Jo flere dygtige kvindelige forskere, der får en forskningsbevilling fra DFF, jo flere rollemodeller får vi, som kan vise vejen for de helt unge talenter "” dem, som vi har så hårdt brug for i fremtiden.
For det totale ansøgte beløb hos DFF er kvindelige forskeres succesrate 12 % og mænds 16 %. Virkemidlet Kvindelige forskningsledere (et initiativ til 34 mio. kr. i 2008) var en overvældende succes, der tiltrak ansøgninger fra 207 kvindelige forskere. Således skævvrides det totale billede af kønsfordelingen, hvis disse medtages, fordi det særligt inviterede ansøgninger fra kvindelige forskere.
Statistik for Det Frie Forskningsråds ansøgninger og bevillinger i 2008 kan downloades fra www.fi.dk/dff.
Om Det Frie Forskningsråd
Det Frie Forskningsråd er et uafhængigt råd, som årligt uddeler cirka 1,3 milliard kroner til dansk forskning. Rådet støtter "” inden for alle videnskabelige områder "” konkrete forskningsaktiviteter, som er baseret på forskernes egne initiativer, og som styrker kvaliteten og internationalisering af dansk forskning.
Det Frie Forskningsråd giver forskningsfaglig rådgivning til videnskabsministeren, Folketinget og regeringen. Rådet bidrager desuden til at styrke formidling og anvendelse af forskningsresultater og deltager i internationalt forskningssamarbejde. Læs mere på www.fi.dk/dff.
Relevant information
http://www.fi.dk
Firma
Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Bredgade 40
1260 København K,
Danmark
35 44 62 13
http://www.fi.dk
Modtag nyheder fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen på mail
Tilmeld dig her