19/01-10
-
Pressemeddelelse
Ny prisopgave om fremtidens innovationspolitik
Giv et bud på fremtidens innovationspolitik og vind 150.000 kr. I dag offentliggør Rådet for Teknologi og Innovation en ny konkurrence om den bedste frie opgave vedrørende fremtidens innovationspolitik.
Innovation sker ikke af sig selv. Det er mennesker, der innoverer, eller som frembringer grundlaget for innovation. Innovation sker på alle niveauer. Fra lederen i virksomheden til brobyggeren og maskinarbejderen. Fra overlægen til sygehjælperen, der finder på nye måder at hjælpe den syge. Fra ejeren af designvirksomheden til f.eks. den naturvidenskabelige forsker, der ser muligheder i et nyt værktøj.
En god innovationspolitik fjerner barrierer og udvikler nye initiativer, der øger evnen til nytænkning og nyskabelser hos virksomhederne, så de skaber mere og vedvarende innovation.
Formålet med prisopgave er at få ny viden om innovationspolitikkens effekter og anvendelsesmuligheder. Rådet for Teknologi og Innovation vil inddrage den nye viden i sit arbejde med rådets kommende handlingsplan InnovationDanmark 2010-13, som skal give instrumenter og aktiviteter for de kommende års implementering af innovationspolitikken i Danmark.
Opgaven, der kan være en analyse, skal tage udgangspunkt i ny viden og forskning på innovationsområdet. Alle data skal være veldokumenterede, men ellers har kreativiteten frit spil.
Flotte præmier til de tre bedste opgaver
1. pris: kr. 150.000
2. pris: kr. 100.000
3. pris: kr. 50.000
Eksempler på emner, der evt. kan undersøges i analysen:
· Hvordan kan virksomheder understøtte innovation ved at inddrage medarbejderne i ideudvikling og innovation?
· Hvad er effekterne af serviceinnovation, eller hvordan fremmer man serviceinnovation?
· En analyse af innovationsprocesserne i virksomhederne, og hvordan innovationspolitikken bidrager til at understøtte disse innovationsprocesser
· Hvilken effekt har udvalgte innovationsinstrumenter på virksomhedernes innovationsevne og indtjeningsforhold?
· Hvordan fremmer man åben innovation i små og mellemstore virksomheder?
· En personlig beretning om, hvordan en innovation ændrede et liv
· En undersøgelse af kommercialiseringen af den offentlige forskning
· Hvad betyder privat forskning og udvikling for produktivitet, vækst eller innovation?
· Hvordan kan videnspredning i samfundet effektiviseres?
· Hvordan kan internationalt samarbejde om udnyttelse af teknologi og viden styrkes?
Formelle krav
Konkurrencen er åben for alle. Prisopgaven må maksimalt fylde 25 A4-sider, og fristen for deltagelse i konkurrencen er 14. juni 2010.
Send opgaven på e-mail til pho@fi.dk. og i 3 eksemplarer (papirversion) i en lukket forsendelse til Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Bredgade 40, 1260 København K, att. Peter Holsøe.
Opgaven vil blive evalueret ud fra 4 overordnede punkter:
1. demonstreret kendskab til det innovationsfremmende system og innovationspolitikken i Danmark
2. praktisk anvendelighed af analysens resultater
3. videnskabeligt niveau
4. inddragelse af viden og erfaringer fra andre lande
Læs mere om priskonkurrencen her
De tre vinderopgaver offentliggøres i deres helhed på www.fi.dk. Samtlige deltagere vil modtage skriftlig besked om resultatet af konkurrencen.
Relevant information
http://www.fi.dk
Firma
Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Bredgade 40
1260 København K,
Danmark
35 44 62 13
http://www.fi.dk
Modtag nyheder fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen på mail
Tilmeld dig her