26/01-10
-
Pressemeddelelse
Innovation skal lette hverdagen for kronisk syge
Et nyt partnerskab mellem forskere, offentlige og private aktører skal udvikle nye hjælpemidler, så personer med diabetes og andre kronisk syge kan leve en mere normal tilværelse.
Personer med diabetes skal dagligt kæmpe for at kontrollere deres blodsukker for at undgå livstruende skader. Nu skal et nyt enestående partnerskab udvikle en ny bærbar alarm, nye blodsensorer og telemedicinske løsninger, der skal give patienterne større sikkerhed for at blodsukkeret holdes under kontrol uden at besvære deres dagligdag. Samtidig skal en mere sammenhængende løsning give patienten og sundhedsvæsenet bedre mulighed for at følge udviklingen og forebygge eller behandle, hvis det bliver nødvendigt.
Videnskabsminister Helge Sander glæder sig over det nye partnerskab:
- Velfærdsteknologi er i en rivende udvikling, og det er der god grund til. Kompliceret videnskab bliver her forenet i praktiske løsninger som kan hjælpe den enkelte i dagligheden. I dette tilfælde er ny teknologi til gavn for den offentlige sektor, skatteyderne og de kroniske syge selv. Det er netop formålet med offentlig-privat innovation.
Carl Holst, Regionsrådsformand i Syddanmark, tilføjer:
- der er store perspektiver i dette nye partnerskab. Det er også grunden til at Syddansk Vækstforum og Region Syddanmark har valgt at medfinansiere initiativet, som understøtter den Syddanske velfærdsteknologiske satsning. Det vil skabe flere arbejdspladser og være med til at sætte borgeren i centrum, samtidig med at det styrker innovation og udvikling i samspillet mellem kommuner og region.
Udviklingen af nye tilbud til diabetespatienter er blot ét eksempel på en løsning til kroniske syge, som det nye partnerskab skal beskæftige sig med. Partnerskabet skal udvikle løsninger bredt til borgere med kroniske sygdomme, der også kan være hjerte-kar sygdomme, muskel- og skeletlidelser eller rygerlunger samtidig med, at det offentlige udgiftsniveau holdes i skak. Udgifterne til behandling af kroniske syge udgør i dag størstedelen af de offentlige sundhedsudgifter.
Syddansk Universitet i spidsen
Partnerskabet 'Innovative løsninger til kroniske syge', har dekan Per Michael Johansen, Syddank Universitet, i spidsen, og partnerskabet har netop fået de første 23 mio. kr. fra Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet. Der indgår blandt andet 10 danske og 2 udenlandske videninstitutioner, en række kommuner, hospitaler og private virksomheder i partnerskabet.
- Vi vil særligt fokusere på udvikling af nye sammenhængende forløb baseret på patientinddragelse og velfærdsteknologi i hjemmet. Det vil sige, at der ikke er nogle "hellige køer" i forhold til den måde, området fungerer på i dag. Teknologierne skal blandt andet understøtte nye arbejdsgange og bedre patientforløb og ikke blot effektivisere eksisterende processer, siger Per Michael Johansen.
Med bevillingen sætter Rådet for Teknologi og Innovation yderligere skub på den indsats, som Region Syddanmark og Videnskabsministeriet har inden for innovation på det velfærdsteknologiske område. Blandt andet har rådet givet yderligere 23 mio. kr. til et andet projekt om velfærdsteknologi, der fokuserer på selvhjulpne ældre, og som partnerskabet skal samarbejde med.
Yderligere oplysninger
Videnskabsminister Helge Sander via Videnskabsministeriets pressemedarbejder Charlotte Holst på tlf: 22110200
Regionsrådsformand Carl Holst, Region Syddanmark, tlf: 40325210
Dekan Per Michael Johansen, Syddansk Universitet, tlf: 65507302
Fuldmægtig Jesper Rasch, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Tlf: 35446223
Fakta om 'Innovative løsninger til kroniske syge'
Deltagere
Partnerskabet består af næsten 100 partnere heriblandt centre / afdelinger på 10 danske videninstitutioner (KU, AAU, AU, SDU, DTU, Ingeniørhøjskolen i Århus, Alexandra, Force, Delta, TI) og 2 udenlandske videninstitutioner, en række kommuner og hospitaler og ca. 20 virksomheder. Syddansk Universitet leder partnerskabet.
Formål
Partnerskabets formål er at udvikle ny velfærdsteknologi og samspil mellem de forskellige teknologier samt udvikle nye forretningsmodeller og servicekoncepter for anvendelsen af velfærdsteknologi inden for de fire store kroniske folkesygdomme (hjerte-kar, diabetes, muskel- og skeletlidelser og KOL).
Finansiering
Partnerskabet har et samlet budget på ca. 130 mio. kr. De første ca. 42 mio. kr. er allerede tilvejebragt. Heraf har Rådet for Teknologi og Innovation bevilget 23 mio. kr., mens partnerne selv finansierer et tilsvarende beløb. Herudover forventer partnerskabet at tiltrække yderligere midler i de kommende år fra forskellige offentlige og private finansieringskilder.
Baggrund for partnerskabets etablering
Partnerskabet Innovative løsninger til kroniske syge (UNIC) er blevet etableret på baggrund af et udbud, som Rådet for Teknologi og Innovation (RTI) under Videnskabsministeriet netop har gennemført. Rådet har under overskriften "Innovative samfundsløsninger i strategiske partnerskaber" opfordret virksomheder, forskningsinstitutioner og offentlige institutioner til at gå sammen i store, strategiske partnerskaber.
Partnerskaberne skal have fokus på at udvikle konkrete løsninger på nogle af de store udfordringer, som det danske samfund står overfor inden for bl.a. klima, energi, miljø og sundhed, og samtidig styrke innovationen og væksten i dansk erhvervsliv. RTI modtog i første omgang 16 ansøgninger. Efter en første sortering har seks partnerskaber konkurreret om 70 mio. kr. RTI besluttede den 11. december 2009 at udvælge tre vindere, som hver vil modtage 20-25 mio. kr.
Udover Partnerskabet Innovative løsninger til kronisk syge drejer det sig om et partnerskab inden for miljøområdet, der skal tilpasse de danske byer til store nedbørsmængder, og et partnerskab inden for sundhed og velfærdsteknologi, der har fokus på at udvikle innovative løsninger til selvhjulpne ældre.
Relevant information
http://www.fi.dk
Firma
Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Bredgade 40
1260 København K,
Danmark
35 44 62 13
http://www.fi.dk
Modtag nyheder fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen på mail
Tilmeld dig her