Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/01-10   -   Pressemeddelelse

Nyt partnerskab skal redde byer fra oversvømmelse

Mere end 75 virksomheder, forskningsinstitutioner og kommuner er gået sammen om at finde løsninger på klimaudfordringerne for de danske byer. Partnerskabet kan samtidig bane vejen for et nyt eks-porteventyr for dansk erhvervsliv.

Det skal være slut med de oversvømmelser, som i de senere år har plaget en lang række danske byer. Og vandværkerne skal have adgang til nye teknologier, der kan forhindre, at borgere bliver syge af at drikke forurenet vand, som det senest er sket i Tune og Køge.

Det er nogle af de ambitiøse mål for det nye strategiske partnerskab "Vand i byer", som over de næste fem år vil bruge 100 millioner kr. på at udvikle innovative løsninger, der kan håndtere problemerne med de stigende nedbørsmængder i byerne.

Videnskabsminister Helge Sander har store forventninger til det nye partnerskab:
- Danmark råder i forvejen over kompetencer i verdensklasse inden for vandteknologi både hos forskningsinstitutioner og virksomheder. Men der har manglet et samlingspunkt for indsatsen, hvor idéer og viden kan udveksles på tværs og føre til innovation og værdiskabelse. Forventningerne til resultaterne fra det nye partnerskab vil være store, siger Helge Sander.

Partnerskabet med Lektor Karsten Arnbjerg-Nielsen, DTU, i spidsen har netop fået de første 25 mio. kr. fra Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet.

- Det er utroligt spændende, at vi nu har fået penge til at satse så stort og målrettet på at løse et fælles samfundsproblem på tværs af faginteresser. Vi vil blandt andet udvikle nye metoder til at opsamle og anvende regnvand og undgå skadelige oversvømmelser. Alt i alt er målet at fremtidssikre byerne mod fremtidens ændrede klima, siger lektor Karsten Arnbjerg-Nielsen

Ny bydel i Nordhavn skal være 'blå'
En lang række kommuner har allerede meldt deres interesse for at afprøve de nye løsninger og teknologier i praksis. Det gælder f.eks. Odense Kommune, som står overfor at skulle etablere en helt ny bydel ved Syddansk Universitet. Her får partnerskabet en enestående mulighed for at udvikle et samlet bæredygtigt vand-kredsløb for en hel bydel. Partnerskabet vil også samarbejde med Københavns Kommune om at gøre den nye bydel, der skal bygges i Nordhavn, til en "blå" by, hvor regnvandet genanvendes til rekreative formål, f.eks. til en vandlegeplads eller badebassin.

I det hele taget vil Partnerskabet søge at lave fyrtårnsprojekter i alle regioner af Danmark og samtidig inddrage de bedste udenlandske erfaringer. Mange af de løsninger, der udvikles til at hjælpe de danske byer, vil også blive efterspurgt mange andre steder i verden, hvor klimaudfordringerne er endnu større. Her ligger således et enormt eksportpotentiale for den danske vandsektor.
Det anslås, at det samlede globale vandmarked allerede i dag udgør omkring 500 milliarder dollars og er i hastig vækst.

Yderligere oplysninger
Videnskabsminister Helge Sander via Videnskabsministeriets informationschef Allan Boldt på tlf 3392 9739
Lektor Karsten Arnbjerg- Nielsen, DTU, Tlf. 4525 1600, direkte 4525 1450, mobil: 22 855 666
Chefkonsulent Morten Solgaard Thomsen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Tlf.: 35446200, direkte 72265531

--------------------------

Fakta om partnerskabet 'Vand i byer'
Deltagere
Partnerskabet består af over 75 virksomheder, forskningsinstitutioner, kommuner, forsyningsselskaber og organisationer inden for vandmiljøsektoren. DTU leder partnerskabet i samarbejde med Københavns Univesitet og de to GTS-institutter DHI og Teknologisk Institut. Virksomhedspartnerne omfatter blandt andet CO-WI, Grontmij/Carl-Bro, Rambøll, NCC, Henning Larsen Architects og IBM.

Formål
Partnerskabets formål er at tilpasse danske byer til de øgede nedbørsmængder og samtidig udvikle nye kommercielle løsninger med stort eksportpotentiale. En af ambitionerne er at udvikle løsninger, så fremtidens store nedbørsmængder an-vendes som ressource frem for at udgøre et problem.

Finansiering
Partnerskabet har et samlet budget på ca. 100 mio. kr. De første 50 mio. kr. er al-lerede tilvejebragt. Heraf har Rådet for Teknologi og Innovation bevilget 25 mio. kr., mens partnerne selv finansierer et tilsvarende beløb. Herudover forventer partnerskabet at tiltrække yderligere 50 mio. kr. i de kommende år fra forskellige offentlige og private finansieringskilder.

Baggrund for partnerskabets etablering
Partnerskabet 'Vand i byer' er blevet etableret på baggrund af et udbud, som Rådet for Teknologi og Innovation (RTI) under Videnskabsministeriet netop har gennemført. Rådet har under overskriften "Innovative samfundsløsninger" opfordret virksomheder, forskningsinstitutioner og offentlige institutioner til at gå sammen i store, strategiske partnerskaber.

Partnerskaberne skal have fokus på at udvikle konkrete løsninger på nogle af de store udfordringer, som det danske samfund står overfor inden for bl.a. klima, energi, miljø og sundhed, og samtidig styrke innovationen og væksten i dansk er-hvervsliv. RTI modtog i første omgang 16 ansøgninger. Efter en første sortering har seks partnerskaber konkurreret om 70 mio. kr. RTI besluttede den 11. december 2009 at udvælge tre vindere, som vil hver modtager 20-25 mio. kr.

Udover Partnerskabet for 'Vand i byer' drejer det sig om to partnerskaber inden for sundhed og velfærdsteknologi, der blandt andet har fokus på udvikle innovative hjælpemidler til ældre og kronisk syge.

Relevant information

http://www.fi.dk


Pressekontakt


Firma

Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Bredgade 40
1260 København K, Danmark

  35 44 62 13

http://www.fi.dk

Modtag nyheder fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater