27/01-10
-
Pressemeddelelse
Eliteforskning kræver internationalt udsyn
Tiden, hvor forskere sad bøjet over støvede papirer i et mørkt rum, er forbi. Topforskning handler i dag i høj grad om internationalt samarbejde og videndeling, og det er danske forskere rigtig gode til.
Danske forskere klarer sig godt på den internationale bane. De publicerer meget internationalt, og de henter penge hjem til deres forskning fra internationale puljer. Det viser en opdateret udgave af Forskningsbarometeret, som ser på forskningsresultater, universitetsranglister og evne til at få midler til forskning udefra.
Danske forskningsresultater er i top
Danske forskningsmiljøer klarer sig godt i international sammenligning. Både når det gælder produktivitet og gennemslagskraft, er danske forskere blandt de bedste i EU og OECD-landene, når der måles ud fra befolkningsstørrelse.
* Danmark ligger på en tredjeplads, når det gælder antal publikationer pr. indbygger. Dette tal bruges til at fortælle om forskeres produktivitet
* Danmark ligger på en andenplads, hvad angår citationer. Det bliver i forskerkredse brugt til at vurdere forskningskvaliteten, når forskere refererer til hinandens arbejde
* Danmark ligger i top 5 med antal artikler i de mest førende internationale videnskabelige tidsskrifter. F.eks. Science, Nature og The Lancet
* Danske universiteter er på en fjerdeplads, når man ser på universiteters evne til at tiltrække forskningsmidler i konkurrence fra private fonde og non profitorganisationer
Gode til at konkurrere internationalt
Danske forskere klarer sig godt i den internationale konkurrence og formår at få en stor andel af mange af de internationale forskningspenge. Til gengæld er andelen af udenlandske forskere herhjemme kun i midterfeltet.
* Danmark er det EU-land med næst flest succesfulde ansøgninger til EU's seneste forskningsprogram - det 7. rammeprogram
* Danske forskere er i den bedste fjerdedel med bevillinger fra EU's og USA's mest prestigefyldte fonde - Det Europæiske Forskningsråd og National Science Foundation
* Men Danmark ligger kun i midten, når man ser på andelen af udenlandske forskere, som arbejder i Danmark
Baggrund
Yderligere oplysninger om de opdaterede resultater fra Forskningsbarometeret 2010 :
http://www.fi.dk/forskning/evalueringer-og-analyser/forskningsbarometer-2009/yderligere-resultater-2010
Relevant information
http://www.fi.dk
Firma
Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Bredgade 40
1260 København K,
Danmark
35 44 62 13
http://www.fi.dk
Modtag nyheder fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen på mail
Tilmeld dig her