15/06-10
-
Pressemeddelelse
Europæisk konference i København: Innovation i servicesektoren øger vækst og udvikling
Små kaffebiler sælger kaffe latte rundt om i København, frugt- og grøntkasser lige til døren fra 'Årstiderne' og nye lavpris flyselskaber sender os jorden rundt til halv pris. Dette er blot enkelte eksempler på innovation på serviceområdet, der giver os nye muligheder i hverdagen.
Tirsdag den 15. juni åbner videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen en stor europæisk konference om serviceinnovation i København med 200 deltagere fra hele EU. Konferencen vil sætte fokus på serviceinnovation som en drivkraft for vækst i samfundsøkonomien.
Stort potentiale i ny service
- Hvis vi skal skabe den nødvendige vækst for både dansk og europæisk erhvervsliv er det afgørende at styrke rammerne for innovation. Serviceinnovation har et stort potentiale for at bidrage til dynamik i økonomien og skabe flere arbejdspladser, både for servicevirksomhederne såvel som i fremstillingssektoren. Med denne konference sætter Danmark, i samarbejde med de øvrige EU-medlemslande, fokus på det store potentiale, som serviceinnovation rummer, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
I dag er 70 procent af europæerne beskæftiget inden for service og samtidig tegner servicesektoren sig for knap 72 procent af den samlede værditilvækst. I de kommende år forventes serviceerhvervene at få en stadig større betydning for Europas udvikling og vækst.
Behov for at koordinere indsatsen i EU
I takt med serviceerhvervenes stigende betydning, er der også behov for at koordinere indsatsen på tværs af EU for at øge innovationen. Hvordan kan EU-landene bedst understøtte den vækst, som innovation er med til at skabe både inden for servicesektoren selv såvel som den innovation, der i stigende grad lanceres af fremstillingsvirksomhederne?
Derfor vil politikere, virksomhedsledere, forskere og førende innovationsaktører på konferencen give deres bud på de største udfordringer og hvilke politiske tiltag, der er nødvendige for at styrke serviceinnovation i erhvervslivet, herunder om nye offentlig-private samarbejder bør lanceres. Dette vil ske med udgangspunkt i Europa Kommissionens nyeste vækststrategi 'Europe 2020 Strategy' fra marts i år.
Eksempler på vellykket serviceinnovation
Konferencen vil også præsentere en række konkrete eksempler på innovative services, der har haft en positiv effekt på beskæftigelse, udvikling og vækst i Europa. F.eks.
·50 skotske virksomheder slår sig sammen i alliancen 'Tourism innovation Group' og leverer nye services inden for turisme. Det skaber dynamik og langsigtet vækst i regionen.
Arrangør af konferencen: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling i samarbejde med Europa Kommissionen og EU-initiativet EPISIS. Der vil være mulighed for at lave interview aftaler med oplægsholdere og de deltagende eksperter
Relevant information
http://www.fi.dk
Firma
Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Bredgade 40
1260 København K,
Danmark
35 44 62 13
http://www.fi.dk
Modtag nyheder fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen på mail
Tilmeld dig her