Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/07-10   -   Pressemeddelelse

Mangel på risikovillig kapital begrænser universiteternes iværksætteri

Danske forskningsinstitutioner har udklækket færre nye virksomheder i 2009 end i 2008. Det viser årets kommercialiseringsstatistik, som Forsknings- og Innovationsstyrelsen netop har offentliggjort.


I Kommercialiseringsstatistikken for 2009 er antallet af nye spinout-virksomheder, dvs. innovative virksomheder bygget over teknologi fra danske forskningsinstitutioner, faldet fra 11 til 7. Antallet af nye opfindelser og patentansøgninger holder niveauet fra 2008.

- Danmark skal leve af viden og teknologi, og nye ideer og opfindelser fra forskningen er et vigtigt led i fødekæden. Regeringen har investeret massivt i mere forskning på universiteterne. I det lys havde jeg gerne set et bedre resultat, siger videnskabsminister Charlotte-Sahl Madsen.

Noget tyder på, at det er finanskrisen, der rammer universiteternes salg af viden. Private investorer er mere tilbageholdende med at engagere sig i universitetsopfindelser og det er blevet vanskeligere at rejse kapital til at videreudvikle nye opfindelser fra forskningen, hvor tidshorisonten ofte er lang, og den økonomiske og teknologiske risiko er høj.

- Det er afgørende, at den viden, der produceres på universiteterne rent faktisk kommer ud til virksomhederne, så den kan omsættes til vækst og arbejdspladser, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Videnskabsministeriet vil nu kigge på muligheden for at styrke videnspredning og samspillet med erhvervslivet.

Markante forskelle i forhold til 2008
· Antallet af nye spinout-virksomheder faldt fra 11 til 7.
· Personale på techtrans-enheder er steget fra 54 til 66 personer.

Ligheder i forhold til 2008
· Antallet af opfindelser er faldet fra 296 til 291.
· Antallet af patentansøgninger er steget fra 128 til 129.
· Antallet af licens-, slags- og optionsaftaler er faldet fra 90 til 74, hvilket dog alene skyldes færre optionsaftaler.
· Indtægterne fra salget er steget fra 82½ til 83 mio. kr.

Tal for institutionernes indsats og resultater med teknologioverførsel kan findes i Forsknings- og Innovationsstyrelsens årlige kommercialiseringsstatistik på kommercialisering af forskningsresultater statistik 2009

Årets kommercialiseringsstatistik er baseret på data fra i alt 13 offentlige forskningsinstitutioner og dækker hermed alle patentaktive offentlige forskningsinstitutioner.

Kommercialiseringsstatistikken rummer fakta om hver af de 13 institutioner samt nøgletal for udviklingen 2000-2009.

Fakta om techtrans-enheder
Efter udenlandsk forbillede har de større danske forskningsinstitutioner etableret særlige enheder for teknologioverførsel. Disse techtrans-enheder hjælper forskerne med at patentere nye opfindelser og indgår aftaler om salg af patenter og licenser med erhvervslivet på institutionernes vegne såvel som andre typer af forskningssamarbejder. Derudover hjælper enhederne også med oprettelse af spinout-virksomheder, der bygger på institutionens forskningsresultater.

Der er information om teknologioverførsel, samt oplysninger om enheder og kontaktpersoner for alle danske techtrans-enheder, på hjemmesiden for det nationale netværk for teknologioverførsel: www.techtrans.dk


Kontaktinformation:
· Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen via kommunikationschef Anders Frandsen på tlf: 40753324
· Formand for Danske Universiteters arbejdsgruppe om innovation og teknologioverførsel, Universitetsdirektør Per Overgaard Nielsen, tlf: 6550 1020
· Specialkonsulent Gert Vilhelm Balling, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, tlf: 3395 5234


Relevant information

http://www.fi.dk


Pressekontakt


Firma

Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Bredgade 40
1260 København K, Danmark

  35 44 62 13

http://www.fi.dk

Modtag nyheder fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater