11/02-11
-
Pressemeddelelse
Samtaler ét sted er god ide
Københavns Kommune lægger nu op til, at man vil lave en ordning med alle a-kasser, hvor a-kasserne overtager de samtaler, de ledige ellers skal gå til i jobcenteret. Initiativet kommer efter, at Københavns Kommune gennem noget tid har haft et sådan samarbejde med fire udvalgte a-kasser.
"Det vil være et klart fremskridt, hvis de ledige fremover kun skal gå til samtaler i a-kassen. Det vil samtidig være et markant opgør med det samtalecirkus, ledige er udsat for", siger Kent Petersen, formand for FTF-A, i en kommentar til initiativet.
FTF-A har tidligere kritiseret det eksisterende parallelsystem, hvor de ledige hver 3. måned går til rådighedssamtaler i a-kassen samtidig med, at de går til såkaldte jobsamtaler på jobcenteret.
"De to typer af samtaler er stort set ens. Det eneste formål med samtalerne i jobcenteret er, at man vil kontrollere de ledige. Det er et umyndiggørende system, og det kan ikke gå stærkt nok med at få det afskaffet", siger Kent Petersen.
Hvis det faktisk lykkes at slippe af med samtalerne i jobcenteret, kan jobcentrene bruge energien på kontanthjælpsmodtagerne, mens a-kasserne tager sig af deres egne medlemmer.
"Det er en fornuftig arbejdsdeling, fordi vi har et godt kendskab til vores medlemmers arbejdsmarked, og vi kan derfor give den ledige en bedre rådgivning, end det jobcentret er i stand til", siger Kent Petersen.
At de ledige foretrækker FTF-A frem for jobcenteret ses tydeligt af en undersøgelse, FTF-A har foretaget i samarbejde med Finansforbundet blandt opsagte i finanssektoren. I undersøgelsen bliver de ledige bedt om at vurdere den rådgivning, de har fået i jobcenteret og i FTF-A. Og resultatet er markant. På en skala fra 1-4 opnår jobcenteret bedømmelsen 1,52. Det er et klart utilfredsstillende resultat. FTF-A får derimod bedømmelsen 2,84 svarende til en klar tilfredshed.
"Det kan være en psykologisk meget stressende situation at være ledig. Så alt hvad vi kan gøre for at nedbringe den stress, skal vi gøre. At de ledige kun skal gå til samtaler i a-kassen er et skridt i den rigtige retning", siger Kent Petersen.
Relevant information
http://www.ftf-a.dk