22/10-10
-
Pressemeddelelse
En boks - 20 arbejdsstationer
Virtualisering er ikke bare for de store. Med virtualiserede arbejdsmiljøer får også mindre virksomheder optimerede servere med en gennemtænkt livscyklus. Det sørger Fujitsus Zero Clients for.
Fujitsu har introduceret en spændende ny tilgang til desktop virtualisering. Løsningen er en såkaldt Zero Client - der er faktisk tale om en hel serie af Zero Clients. Det er arbejdsstationer, der hos slutbrugeren hverken indeholder operativsystem eller hukommelse.
Enhederne er meget sikre, da man ikke kan tabe data gennem tyveri eller nedbrud på de lokale maskiner. En anden snedig sikkerhedsdetalje er, at arbejdsstationerne - som i princippet bare er 22-tommers skærme - kun har mulighed for at have forbindelse til netværket og til strøm. De er dermed værdiløse som almindelige computerskærme.
"Vores udgangspunkt har været behovet for høj sikkerhed, enkel administration og at få udnyttet maskinerne effektivt. Virtualisering af servere har vist, at det er muligt at udnytte hardwaren bedre, og nu er tiden kommet til at arbejde med slutbrugernes arbejdsstationer," siger produktmarketingchef Steen Grønbeck, Fujitsu.
It-afdelingen kan nu fra centralt hold kontrollere og sikre alle de arbejdsstationer, også kaldet klienter, der er i brug. En opdatering af en klient sker ved at installere og opdatere fra samme sted, og hele udrulningen består i at fysisk sende en Zero Client til brugeren, koble strøm og netværk til den og til sidst tilføje modtageren til listen over brugere. Brugeren får et komplet windows-miljø til sin rådighed gennem en smart arbejdsstation, der klarer sig med meget få kabler og uden overflødigt udstyr.
Klienten og serveren
Zero-klienten har en chip, der sørger for kryptering og dekryptering af signalerne mellem klienten og serveren, og en chip, der styrer grafik, lyd og perifere enheder. Der er også tre USB-stik. Grafikken er kraftigt nok til at vise almindelige billeder, men vil ikke egne sig til tungt grafisk arbejde som for eksempel 3D-modellering. Strømforbruget er 27 Watt ved normalt brug. Indtil videre er skærmene på 22 tommer, men der er mulighed for at opsætte dem som dobbeltskærme.
Klienterne styres fra en PRIMERGY-server, der er optimeret til virtualisering. Som udgangspunkt kommer den med den enkleste variant af VMware-softwaren og egen trafikkontrol (connection broker) til virtuelle miljøer. Gennem Active Directory er Single-sign-on også understøttet, og Fujitsu arbejder med en løsning, hvor lokale smartkort vil kunne bruges til login.
"Vi lægger vægt på strømbesparelse, og serverne trækker 30 procent mindre end ældre modeller med samme belastning. Hele løsningen med virtuelle arbejdsstationer bruger 70 procent mindre energi, end hvis man brugte normale pc'ere i stedet," siger produktmarketingchef Steen Grønbeck, Fujitsu.
Færre komponenter med længere levetid er endnu en fordel ved en virtuel løsning. Det kan føre til to års ekstra holdbarhed for maskinparken. Prisen per klient ligger på 3.500,- kroner ekskl. moms.
"Brugerne vil også kunne glæde sig over en kort opstartstid. Selve den virtuelle arbejdsflade kan også tilgås fra andre enheder, så man har nem og hurtig adgang til sit skrivebord, uanset om man er hjemme, på kontoret eller udenlands," siger produktmarketingchef Steen Grønbeck, Fujitsu.
Miljøansvaret
Fujitsu tilbyder finansiering af løsningen gennem udlejning, hvor der samtidig indgår et interessant tilbud: Håndteringen af maskinernes samlede livscyklus medfølger, hvilket gør løsningen særligt grøn.
"Udfordringen med drivhusgasserne er knyttet til produktion, anvendelse, genbrug og genindvinding. Vi øger indsatsen på de to sidste faser og reducerer derved miljøbelastningen yderligere," siger produktmarketingchef Steen Grønbeck, Fujitsu.
Pakken indeholder indlevering af gammelt udstyr ved lejeperiodens start og genbrug af udstyret, når perioden er slut. Aftalen vil, ud over miljøfordelene, også styrke virksomhedernes grønne profil og virksomheden fritages for at håndtere brugt udstyr selv.
Om Fujitsu
Fujitsu er en førende leverandør af it-baserede forretningsløsninger til det globale marked. Med cirka 170.000 ansatte og kunder i mere end 70 lande, kombinerer Fujitsu et globalt korps af system- og serviceeksperter og lokalkendskab med meget pålidelige it- og kommunikationsprodukter og avanceret mikroelektronik for at skabe en merværdi for kunderne. Med hovedsæde i Tokyo, rapporterede Fujitsu Limited konsoliderede indtægter på 4,6 billioner yen (50 mia. US$) for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. marts 2010.
Fujitsu er pioner, når det drejer sig om at levere miljøvenlig teknologi og processer og medlem af the Climate Savers Computing Initiative and Green Grid Organizations. Virksomheden overholder de internationale standarder for social ansvarlighed og er med i FNs Global Compact Initiative.
For mere information, se venligst:
www.fujitsu.com og
www.fujitsu.dk.
Relevant information
http://www.dk.ts.fujitsu.com
Firma
Fujitsu A/S
Lautrupbjerg 9
2750 Ballerup,
Danmark
+45 50 83 62 01
+45 50 83 62 01
http://www.fujitsu.dk