06/06-11
-
Pressemeddelelse
Fujitsu ruster op på det danske SAP-marked
Fujitsu, som er blandt de største it-leverandører lokalt såvel som globalt, går nu aktivt ind i kampen om SAP-kunderne i Danmark. Det sker gennem et nyt samarbejde med det danske konsulenthus Saphira Consulting, der beskæftiger nogle af Danmarks mest erfarne SAP-specialister.
Fujitsu, der arbejder tæt sammen med softwareleverandøren SAP og i dag er én blandt tre partnere, som er akkrediteret SAP Global Service Partner, SAP Global Technology Partner og SAP Global Hosting Partner, har netop indgået samarbejde med det danske konsulenthus Saphira Consulting.
"Tiden er nu inde til, at vi udvider vores SAP-tilbud med en bred vifte af services, der samlet set kan hjælpe kunderne med at få mere ud af deres investeringer i SAP. Derfor har vi indledt et samarbejde med Saphira Consulting, der stiller med et stærkt hold af danske SAP-eksperter. Sammen kan vi levere en unik værdikæde i relation til SAP ved at kombinere lokal nærhed og global styrke. Saphiras ledelse har tidligere stået i spidsen for at opbygge Spring Consulting i Danmark, som senere blev solgt til den norske it-koncern EDB Business Partner. Vi har derfor stor tiltro til, at vi sammen kan skabe en solid position på SAP-markedet i Danmark," siger salgsdirektør Flemming Kjøller, Fujitsu A/S, der er ansvarlig for det danske SAP-initiativ, og fortsætter:
"Vi vil være det sikre valg for store danske virksomheder, der typisk opererer på tværs af landegrænser, og vi kan være med til at sikre, at kompleks teknologi bliver omsat til effektive forretningsprocesser og dermed forbedret konkurrenceevne."
Fujitsu har dermed taget konsekvensen af, at det meget sjældent lykkes for større it-leverandører at tiltrække og fastholde de mest kompetente danske SAP-konsulenter, som tit er en afgørende forudsætning for at levere holdbare løsninger. Opkøb af lokale SAP-huse resulterer ofte i medarbejderflugt, og Fujitsu har derfor valgt at indgå et tæt samarbejde med konsulentvirksomheden Saphira Consulting.
"Der er ingen tvivl om, at SAP-projekter af og til kører af sporet, fordi de bliver bemandet med middelmådige konsulenter. En global organisation og et væld af referencer er bare ikke nok, hvis ikke man kan stille med kvalificeret lokal ekspertise, som kunderne har tillid til kan hjælpe dem med at omsætte dynamiske krav til stabile løsninger," siger salgsdirektør Flemming Kjøller, Fujitsu A/S.
Saphira Consulting er et danskbaseret konsulenthus, som udelukkende fokuserer på SAP. De dygtige konsulenter hos Saphira Consulting ved, hvordan SAP bedst anvendes som løftestang til at optimere forretningsprocesser og har stor erfaring med at arbejde internationalt. Fujitsus kunder vil opleve Saphira Consulting som en integreret del af Fujitsus leveranceapparat.
"Mange virksomheder foretrækker at handle lokalt, men vil samtidig gerne have de fordele, som et globalt netværk kan give i form af lavere priser, spidskompetence og fysisk tilstedeværelse uden for landets grænser. Kombinationen af Saphira og Fujitsu gør det muligt for kunderne at få det bedste fra begge verdener," siger direktør Claus Hornbæk Nielsen, Saphira Consulting.
Direktør Flemming Kjøller mener, at et effektivt globalt marked giver kunderne gode alternativer for at implementere og holde deres systemer i luften både billigere og bedre end tidligere:
"Mange danske virksomheder kan uden tvivl høste markante fordele i form af adgang til billige offshore-ressourcer, højt specialiserede kompetencecentre, et solidt metodeapparat og global tilstedeværelse. Virksomhederne frygter imidlertid ofte at blive 'en lille fisk' hos de multinationale leverandører, og det er sandsynligvis den primære årsag til, at de lokale SAP-huse har haft så stor fremgang i Danmark over de seneste 10 år. De bedste resultater opnås dog ved, at kunderne arbejder tæt sammen med danske konsulenter og der, hvor det giver mening, har Fujitsus kunder mulighed for at trække på de globale ressourcer."
Fujitsus globale SAP-organisation har gennemført mere end 7.000 SAP-installationer på verdensplan og derigennem opbygget stor ekspertise indenfor strategisk rådgivning, design, implementering og drift. I Danmark har fokus indtil nu primært været infrastruktur og "hosting" af SAP-systemer ud fra de danske datacentre.
Yderligere information
Salgsdirektør Flemming Kjøller, Fujitsu A/S
Mobil: +45 27 13 35 40
Direktør Claus Hornbæk Nielsen, Saphira Consulting
Mobil: +45 30 78 45 81
Om Fujitsu
Fujitsu er en af verdens førende leverandører af it-baserede forretningsløsninger til det globale marked. Med cirka 170.000 ansatte i mere end 70 lande, heraf cirka 400 i Danmark, kombinerer Fujitsu et globalt korps af system- og serviceeksperter og lokalkendskab med meget pålidelige it- og kommunikationsprodukter og avanceret mikroelektronik for at skabe en merværdi for kunderne. Fujitsu Limited er japansk ejet og havde i det regnskabsår, der afsluttedes den 31. marts 2011, en konsolideret omsætning på 55 mia. US$. For mere information, se venligst: www.fujitsu.com og www.fujitsu.dk.
Om Saphira Consulting
Saphira Consulting er et danskbaseret SAP-hus med globalt udsyn. Ideen bag Saphira Consulting er at arbejde tæt sammen med kunderne om at skabe en optimal værdikæde i relation til SAP. Værdien skabes ved at kombinere spidskompetence fra danske SAP-konsulenter, og hvor det giver mening at trække på det globale leveranceapparat. Vi tilbyder konsulentydelser indenfor hele SAP's pallette af produkter. Hvad enten det drejer sig om SAP Business Suite, SAP ERP, SAP CRM, SAP PLM, SAP SCM, SAP SRM, SAP BI/BO og SAP Netweaver. Læs mere på www.saphiraconsulting.com.
Relevant information
http://www.dk.ts.fujitsu.com
Firma
Fujitsu A/S
Lautrupbjerg 9
2750 Ballerup,
Danmark
+45 50 83 62 01
+45 50 83 62 01
http://www.fujitsu.dk