Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/06-10   -   Pressemeddelelse

Danskerne er vilde med fuldkorn

Danskerne er vilde med fuldkornsprodukter. Mens den samlede mængde af brød- og kornprodukter er konstant, er der stor vækst af fuldkornsprodukter med fuldkornslogoet. Det betyder, at danskerne i stigende grad erstatter hvedemelsprodukter med de grovere fuldkornsversioner. Det kan komme folkesundheden til gode.

Produkter med fuldkornslogo i kategorierne mel, hvedebrød, rugbrød, morgenmad og dybfrostbrød har gennem det sidste år været i massiv vækst. Det viser nye målinger fra analysefirmaet Nielsen. Formand for Foreningen af Kliniske Diætister, Ginny Rhodes, er begejstret for udviklingen:

"Det er en meget positiv udvikling, at danskerne nu er begyndt at vælge fuldkornsprodukter frem for produkter baseret på almindelig hvedemel. Vi ved, at fuldkorn indeholder flere vitaminer og mineraler, fordi man får det hele med fra kornet. Desuden har fuldkorn en række positive egenskaber i forhold til bl.a. forebyggelse af fedme. Fuldkorn mætter mere og det holder blodsukkeret stabilt længere. Der er ingen tvivl om, at det er positivt for folkesundheden, hvis denne udvikling fortsætter, " siger hun.

Helt konkret viser målingerne fra Nielsen, at volumen af produkter med fuldkornslogoet er steget 26 procent, når man sammenligner perioden uge 9-20 i 2010 med samme periode sidste år.
Samtidig viser tallene, at den samlede volumen i salg af kornprodukter stort set ikke har ændret sig, da volumen er steget med 3 procent. Og eftersom der ikke bliver solgt flere kornprodukter alt i alt, betyder det, at danskerne er begyndt at udskifte hvedemelsprodukter med de sundere fuldkornsprodukter.

Samtidig viser Nielsens analyse, at nok trækker ny-lanceringer en stor del af væksten, men forbruget af fuldkornslogomærkede produkter, som også var på supermarkedets hylder i 2009 er også steget. Produkter mærket med fuldkornslogo, der både var på markedet i 2009 og i 2010 er steget 9 procent i volumen siden 2009.

"De nye tal viser, at danskerne i stigende grad vælger fuldkornsprodukter. Og det er meget positiv, da fuldkorn har en forebyggende effekt på en række sygdomme som hjertekarsygdomme og type 2 diabetes. Den positive udvikling viser, at det betaler sig at arbejde målrettet for, at industrien udvikler sunde fødevarer, der sikrer, at det er let for forbrugerne at vælge sunde fødevarer", siger sundhedchef i Hjerteforeningen Charlotte Kira Kimby.

"Vi ved, at fuldkorn er sundt og godt for folkesundheden. Det faktum, at fuldkornsvarianter sælger godt både som etablerede produkter og nyheder betyder, at fuldkornskampagnen virker og, at det godt kan betale sig at udvikle og investere i sunde produkter til danskerne. Vi er meget glade for udviklingen i Fuldkornspartnerskabet" udtaler Rikke Neess, der er kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet.

Fuldkorn og danskerne
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man vælger fuldkorn først, når man spiser morgenmadsprodukter, brød, ris eller pasta. Fuldkorn har en række sundhedsfordele og konkret anbefales det, at man som voksen spiser min. 75 gram fuldkorn om dagen. Det svarer f.eks. til én portion havregryn og en til to skiver rugbrød hver dag. Børn mellem 4 og 10 år anbefales det at spise 40-60 gram fuldkorn dagligt.

Relevant information

http://www.fuldkorn.dk



Pressekontakt


Firma

Fuldkornspartnerskabet
c/o Kræftens Bekæmpelse Strandboulevarden 49
2100 København Ø, Danmark

  30 38 15 46

http://www.fuldkorn.dk

Modtag nyheder fra Fuldkornspartnerskabet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire