Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
07/01-11   -   Pressemeddelelse

Furesø og Realdania løfter Farum midtpunkt

Furesø Kommune og Realdania udskriver til foråret arkitektkonkurrencen "Farum i forandring". Konkurrencen er et ambitiøst projekt, som skal skabe et sammenhængende og attraktivt byområde i Farum. Nøgleordene er identitet, flere oplevelser og bæredygtighed. Projektet skal også vise vej for nye visioner i mange danske forstæder.

Hvad skal vi bruge Bybækgrunden til? Hvordan opnår vi en bedre sammenhæng mellem de centrale dele af Farum? Og hvordan kommer der mere liv og aktivitet i området?

Disse og mange andre spørgsmål tages der fat på i et nyt udviklingsprojekt for Farum midtby, der omfatter Bybækgrunden, Farum Midtpunkt, forbindelsen til Farum Bytorv, den østlige del af Farum erhvervsområde, Farum Rådhus og Kulturhus samt forbindelsen til stationen og stationsområdet.

Først en vision - dernæst en plan
Furesø Kommune er gået i samarbejde med Realdania om projektet, og i første omgang gælder det den fælles vision for området - en vision, der først i det nye år skal udvikles i tæt dialog med borgere, foreninger og erhvervslivet i og omkring Farum midtby.

Når visionen er på plads, skal den omsættes til noget konkret. Det kommer til at foregå i en arkitektkonkurrence, som skal munde ud i forslag til en samlet helhedsplan for byområdet og et konkret forslag til anvendelse og udformning af Bybækgrunden.

Grøn og innovativ byudvikling
"Med Bytorvet, Bybækgrunden og erhvervsområdet står vi med en unik mulighed for at sammentænke og løfte centrale dele af Farum. I det hele taget rummer den centrale del af Farum masser af spændende muligheder for grøn og innovativ byudvikling. Projektet skal synliggøre, hvordan vi kan realisere mulighederne og skabe en attraktiv bymidte med masser af liv til gavn for hele Furesø," siger borgmester Ole Bondo Christensen. Han peger på, at en samlet udviklingsplan for området vil kunne tiltrække private investorer, fordi de kan se potentialet i at udvikle især Bybækgrunden, men også af resten af bymidten.

"Vi lægger vægt på, at konkurrencen på en og samme tid åbner mulighed for visionære, men også økonomisk realistiske forslag. Derfor er vi glade for, at Realdania er gået ind som økonomisk og vidensmæssig partner i konkurrencen," siger planudvalgsformand John Ingemann Allentoft.

Bæredygtigt liv til danske forstæder
Realdania medfinansierer projektet. Realdanias ambition er at bane vej for nye visioner og bæredygtigt liv i de mange danske forstæder.

"Udfordringen med at styrke et attraktivt og rigt byliv i Farum bymidte svarer til de udfordringer, der kendes fra mange af de danske forstæder fra 1960'erne og 1970'erne. Derfor er vores ambition med projektet "Farum i forandring" at få et bud på, hvordan byer i forstaden kan gentænkes i forhold til at se sig selv som selvstændige bæredygtige bycentre, der tilbyder et bredt spektrum af byfunktioner og en bygningsmæssig tæthed, som skaber grundlag for at kunne have et helt og godt liv dér," siger direktør Hans Peter Svendler, Realdania.

Om Farum midtby
Bybækskolen blev nedlagt i 2008, og dermed blev der frigivet en grund på ca. 38.000 m2 ejet af Furesø Kommune. Grunden skal nu være motor for byudviklingen af de omkringliggende områder.

Farum har flere af forstadens typiske udfordringer. Byen er splittet op i forskellige funktioner, som det er svært at komme på tværs af. Bilerne dominerer i de offentlige rum, og det er vanskeligt at orientere sig. Der mangler attraktive offentlige rum - især for unge - og bymidten mangler identitet, oplevelser og miljømæssig bæredygtighed.

Arkitektkonkurrencen skal komme med et samlet forslag til en fremtidig omdannelse af byområdet. Et konkret forslag, der skal kunne anvendes på den korte bane til omdannelse af Bybækgrunden, og på den længere bane til en visionær og langsigtet udvikling.

Relevant information

http://www.furesoe.dk


Pressekontakt


Firma

Furesø Kommune
Rådhustorvet 2
3520 Farum, Danmark

  7235 4000

http://www.furesoe.dk

Modtag nyheder fra Furesø Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater