30/09-10
-
Pressemeddelelse
Flot mål at være fossilfri i 2050 - Men husk nu potentialet i solceller
I klimakommissionens rapport sætter man et ambitiøst mål, at Danmark skal være fri for fossile brændsler i 2050. Set i en dansk kontekst er det naturligt at vind og biomasse får meget opmærksomhed - ikke mindst set ift. behovet for, at der så hurtigt som muligt bliver igangsat konkrete initiativer for denne omstilling. Dog hæfter Dansk Solcelleforening sig ved at Klimakommissionen ikke lægger sig fast på et bestemt teknologivalg, men lægger vægt på fleksibilitet og åbenhed over for nye teknologier.
Solceller er en moden teknologi der kan yde et betydeligt bidrag til et fossiltfrit Danmark. Over de sidste få år er produktionskapaciteten mange doblet hvert eneste år og prisen for solcellemoduler er tilsvarende styrtdykket - alene i 2009 med 30%. Alt peger på at denne udvikling kommer til at fortætte også i det kommende årti således at vi også i Danmark kan producere solcelle strøm til konkurrencedygtige priser. Det er derfor vigtigt, at der i den kommende udmøntning af klimakommissionens forslag sikres forsat mulighed for indfasning af solceller i det danske el-system på lige vilkår med andre VE teknologier, dvs. med fokus på stabile forudsigelige rammebetingelser for både private og professionelle strømproducenter.
I EU-regi har solcelleteknologien stor bevågenhed og i en række lande indgår el produceret af solceller, som et væsentligt bidrag til at frigøre sig fra fossile brændsler. I EREC - European Renewable Energy Council, er der netop udarbejdet en rapport, Rethink 2050, der ligesom klimakommissionen udpeger løsninger til hvorledes der i 2050 opnås et fossilfrit Europa. Her satses der i høj grad på solceller, der forventes at levere op til 50% af den samlede el produktionen i 2050. Tilsvarende har den europæiske brancheforening for solceller EPIA en strategi der sigter på at levere 12% af den elektriske energi i Europa med solceller - allerede i år 2020.
At solceller reelt har dette potentiale forstærkes af at solcelleindustrien udvikler sig eksponentielt med vækstrater på 40-50% per år. Solcelleindustrien er hermed den industri i verden der vækster mest. Med et stadig større marked, forventes det at prisen på solcellestrøm vil vedblive med at falde samtidig med at effektiviteten øges via intensiv forskning og udvikling på området.
Anvendelse af solceller kræver ikke de store infrastrukturinvesteringer som vindmøller. I stor udstrækning kan solceller etableres på de bygninger både private og erhverv, hvor elektriciteten skal anvendes. Vigtigt er det også at nævne at den gennemsnitlige dansker ser meget positivt på brugen af solceller og hermed kan blive aktive medspillere på vejen mod en fossil frit samfund. Udnyttelsen af solceller rummer derfor perspektiver for et folkeligt engagement, som der i høj grad bliver brug for ved en reel konvertering til 100% VE forsyning.
Det er nu værktøjskassen som klimakommissionen har leveret skal i brug og den reelle handlingsplan strikkes sammen. En handlingsplan vi håber der vil gøre brug af de enorme muligheder, der ligger i brugen af solceller i det samlede danske energisystem.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Formand for dansk solcelleforening:
Signe Antvorskov Krag, Division Manager, Gaia Solar A/S, TLF:+45 36 77 79 76 eller
Bruno Lund Pedersen, Head of Industry Affairs, Danfoss Power Electronics A/S, TLF: +45 7488 7046
Relevant information
http://www.solcelle.org
Firma
Gaia Solar A/S
Hammerholmen 9-13
2650 Hvidovre,
Danmark
+45 36 77 79 76
+45 50 98 02 13
http://www.gaiasolar.dk