13/09-13
-
Pressemeddelelse
Dansk solcelleproducent Gazellevirksomhed for 4. år i træk
Den danske producent af solcelleanlæg, Gaia Solar, er af Dagbladet Børsen blevet kåret som Gazellevirksomhed 2013, en ære som tilfalder virksomheden for 4. år i træk. Kåringen kommer efter, at Gaia Solar, i regnskabet for 2012, kunne fremvise en vækst i omsætningen på hele 250 %. En vækst der dels beror på, at sidste år var et exceptionelt år for den danske solcellebranche, men også at Gaia Solar formåede at holde hovedet koldt i et hektisk marked og ikke traf uovervejede beslutninger. En strategi som selskabet i øvrigt har ført siden stiftelsen i 1996.
Det danske solcellemarked har ændret sig markant siden sidste år, som følge af skiftende lovgivning. Dette har betydet at flere virksomheder i solcellebranchen har trukket sig ud af markedet i det første halvår af 2013. Men selv om en vækstrate på niveau med sidste år kan blive svær at eftergøre, tror ledelsen hos Gaia Solar stadig på en fremtid indenfor vedvarende energi.
"Der var et marked for solceller før støtteordninger, og der vil også være et marked fremadrettet", udtaler Adm. Direktør Henrik Kryger. "Det handler om at være omstillingsparat og kunne se mulighederne på skiftende markeder. Det er vores ambition at gøre os uafhængig af national og international lovgivning ved fortsat at udvikle vores produkter gennem forsknings- og udviklingssamarbejder på tværs af brancher samt at se ud over Danmarks grænser. Der er en stor international interesse for at udnytte solens energi og vores unikke solcelleløsninger til integration i bygninger giver os en spændende konkurrencefordel".
Gaia Solar er kendt for at have udviklet integrerede solcelleløsninger til førende bygninger som Widexs hovedkontor og Crowne Plaza Copenhagen Towers i Ørestaden.
Dagbladet Børsen har siden 1995 hvert år identificeret Danmarks vækstelite, og gazellen er med tiden blevet en del af det danske sprog som et synonym for virksomheder i vækst. En Gazelle er en virksomhed, der i løbet af de seneste fire regnskabsår har haft kontinuerlig vækst i omsætning eller bruttoresultat, og som samlet set har mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden. Udvælgelsen gennemføres af Greens Analyseinstitut og kriterierne er objektive og bygger på data fra Soliditet A/S.
Til redaktøren
Gaia Solar A/S er Skandinaviens største selskab indenfor bygningsintegrerede solcellepaneler. Vi tror på en nær fremtid hvor alternativ energi, herunder solenergi, vil spille en dominerende rolle i forhold til energi fremstillet på fossile brændstoffer. Virksomheden har ca. 30 ansatte og har leveret bygningsintegrerede solcelleanlæg til førende byggerier, som Copenhagen Towers, Green Light House og Dong Energy´s domicil.
Relevant information
http://www.gaiasolar.dk
Firma
Gaia Solar A/S
Hammerholmen 9-13
2650 Hvidovre,
Danmark
+45 36 77 79 76
+45 50 98 02 13
http://www.gaiasolar.dk