Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
16/05-12   -   Pressemeddelelse

Mulat eller grå hos Christoffer Egelund

Galleri Christoffer Egelund kan med stor fornøjelse præsentere udstillingen "Mulat eller Grå" med de to unge talentfulde kunstnere Mikkel S. Andersen og Morten Skrøder Lund. De blev begge uddannet fra det Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2009 og arbejder inden for en lang række medier.

Med titlen "Mulat eller Grå" ønsker de to kunstnere at påpege en lighed mellem deres kunstneriske arbejdsprocesser og blandingsfarverne mulat og grå. Når de påbegynder et værk, ender resultatet sjældent med at se ud om først forventet. Bevidst eller ubevidst bliver der ofte byttet om på processer undervejs. Det samme er tilfældet, når man blander eksempelvis en grå farve. Også her prøver man sig frem, og resultatet vil ofte overraske.

Mikkel S. Andersen er især kendt for sine opsigtsvækkende værker, hvor uskyldige legetøjsobjekter og afbildninger af levende væsener indsættes i nye og bizarre kontekster. Dette clash ser man tydeligt i udstillingens collage-serie. Her møder vi variationer over et par nuttede hundehvalpe, som bl.a. kravler op ad et bjerg af nøgne, kvindelige bagdele. Udover collage deltager Mikkel S. Andersen med malerier udført med akryl og spray. Her får det abstrakte formsprog lov til at dominere, og hans værker synes at trække tråde tilbage til 1950´ernes drip painting.

Morten Skrøder Lund deltager bl.a. med maleriet "Scala Across Tivoli CPH". Efter et første indtryk af et rent abstrakt formsprog, så synes partier og lysrefleksioner fra Scalas store glasfacade at tone sig frem. Man er ikke i tvivl om, at han mestrer kunsten at skabe balance i sine billeder. Udover maleri deltager kunstneren også bl.a. med installationen "Drag", en ready made, der består af en stålblank resonansguitar med ryggen opad og strengene spændt ud til galleriets ene væg. "Drag" skaber utvivlsomt forundring og lægger op til debat.

Mikkel S. Andersen (f. 1978) arbejder inden for maleri, collage og skulptur, og tematikkerne spænder fra bitterhed, sygelighed, leg og til livsglæde, og gerne med humoren som trofast følgesvend. Han har bl.a. udstillet hos Lan-Lan Gallery i Beijing, på The Central City Museum of Art i Mongoliet samt deltaget i flere gruppeudstillinger hos Galleri Christoffer Egelund.

Morten Skrøder Lund (f.1980) har bl.a. haft soloudstillinger hos udstillingsstedet koh-i-noor og Gallery Christian Andersen samt deltaget i gruppeudstillinger hos Gallery David Risley, på Vestjyllands Kunstmuseum samt i Tyskland, Mexico og på Island. Udover Kunstakademiet i København, har han også en uddannelse i Nordic Soundart fra 2009.

Galleri Christoffer Egelund inviterer dig til fernisering på udstillingen "Mulat eller Grå" fredag den 18. maj i tidsrummet kl. 16-19. Ved ferniseringen vil Mikkel S. Andersen og Morten Skrøder Lund være til stede. Udstillingen løber frem til 16. juni. Åbningstider: mandag - fredag 11-18, lørdage fra 12-16. For mere information og pressefotografier, kontakt venligst galleriet på: info@egelund.dk eller på +45 33 93 92 00. For mere info besøg venligst vors website www.christofferegelund.dk

Relevant information

http://www.christofferegelund.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Galleri Christoffer Egelund
Bredgade 75
1260 København K, Danmark

  33 93 92 00
  26 27 28 71

http://www.gce.nu

Modtag nyheder fra Galleri Christoffer Egelund på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater