11/11-16
-
Pressemeddelelse
Børnehavebørn forvandles til riddere på Gammel Estrup
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet på Djursland har gennem den senere tid inviteret de alleryngste medborgere indenfor på herregården. Museets formidlere arbejder tæt sammen med de lokale børnehavepædagoger i et nyt projekt, hvor formålet er at give de mindste en oplevelse for livet.
Børnehavebørn i Gammel Estrups lokalområde har i den seneste tid prøvet kræfter med så forskellige emner som ridderlighed, alkymi og arkæologi som et led i projektet Kulturkontrakten, der har til formål at skabe tættere bånd mellem museum og de lokale dagtilbud.
"Vores mål med projektet er at gøre de lokale dagtilbud bevidste om de mange aktivitetsmuligheder, der er for børnehavebørn her på museet", forklarer Anders Sinding, der er en af museumsformidlerne bag projektet.
I lære som riddere
Drabelige våbenskjolde, ridderturneringer og undervisning i ægte ridderlighed har været vigtige ingredienser i børnenes dage på herregården.
Anders Sinding forklarer, at det har været vigtigt for museet, at børnene nemt kunne relatere til emner og aktiviteter under museumsbesøget:
"Det er et mantra for Gammel Estrup - Herregårdsmuseet at formidle kulturarven i øjenhøjde, og derfor har vi taget udgangspunkt i temaer og fænomener, som børnene i et eller andet omfang allerede har kendskab til", siger han og tilføjer: "Børnene har uden tvivl haft det sjovt med at afprøve forskellige aspekter af herregårdshistorien på egen krop, og derudover har vi, igennem temaerne, arbejdet med større spørgsmål, som for eksempel hvad det vil sige at være en god ven".
Kendskab til lokalområdets historie
På et lidt mere overordnet plan skal projektet vise, at børn sagtens kan få et godt og meningsfuldt møde med kulturarven i en kommune som Norddjurs, hvor der er langt mellem kulturinstitutionerne. Og det glæder museets direktør Britta Andersen:
"Børnene er blevet klogere på den historie, som befinder sig i deres umiddelbare nærhed, og det vil forhåbentlig hjælpe dem til en stærkere forståelse for deres egns unikke historie på længere sigt", siger hun.
Projektet Kulturkontrakten løber til udgangen af 2016 og er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.
Pressekontakt
Marie Elkjær
Museumsinspektør
+45 86 48 30 01