18/11-16
-
Pressemeddelelse
Museumsdirektør jubler. Gammel Estrup - Herregårdsmuseet er sikret de næste fire år.
Med Finansloven for 2017, der netop er forhandlet på plads, står det klart, at Gammel Estrup - Herregårdsmuseet får forlænget den midlertidige statslige bevilling, som ellers stod til at bortfalde ved årsskiftet. Det skaber glæde på den norddjurske herregård, hvor man nu kan aflyse nedskæringer og se frem til at fortsætte det omfattede arbejde med herregårdshistorien, som museet gennem de seneste 16 år har været garant for.
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet er et af de statsanerkendte museer, som stod til at miste sin midlertidige bevilling fra staten. Pengene betyder meget for museet, der i forvejen ligger lavt målt på støtte fra staten, og museumsdirektør Britta Andersen har da også svært ved at skjule sin begejstring:
"Vi har kæmpet med næb og kløer for at fastholde den her bevilling, og vi er glade for, at politikerne nu har lyttet og vælger at belønne museet for sit arbejde med endnu en fireårig bevilling. Det betyder jo ikke voldsomt meget i statens store regnskab, men for os betyder det for eksempel, at vi kan fortsætte med at holde åbent året rundt og stadig kan opretholde et forskningsniveau af international klasse", siger hun og forklarer, at den midlertidige bevilling fra staten blandt andet er øremærket den helt nødvendige opgave med at vedligeholde selve herregården.
Fakta
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet har et fast statstilskud på 2,3 mio.
Derudover har museet siden 2009 modtaget en midlertidig bevilling til bygningsvedligehold. Denne bevilling, der stod til at bortfalde 1. januar 2017, er nu forlænget de næste fire år. Det er et skulderklap til Gammel Estrup - Herregårdsmuseet, der siden år 2000 vokset fra at være et mindre museum med tre ansatte til en moderne kulturinstitution med ca. 15 årsværk, internationalt anerkendt forskningscenter, udstillinger, aktiviteter og formidlingsprojekter. Museet har siden 2000 rejst omkring 100 mio. fra private fonde til indsamling og bevaring, formidling og forskning og været et vigtigt kulturelt fyrtårn på Djursland såvel som i resten af landet.
Pressekontakt
Marie Elkjær
Museumsinspektør
+45 86 48 30 01