01/06-11
-
Pressemeddelelse
Nu bliver det midtjyske herregårdslandskab kortlagt
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og Dansk Center for Herregårdsforskning indleder et spændende formidlingsprojekt, der skal fortælle historien om det varierede midtjyske herregårdslandskab fra kyst til kyst.
Regionsrådet for Region Midtjylland har for nylig valgt at støtte igangsættelsen af en tematiseret kortlægning af Region Midtjyllands herregårde og herregårdslandskab med henblik på at sætte fokus på herregårdene som økonomiske og kulturelle aktivitetscentre i lokalområderne i fortid og nutid.
"Vi er rigtig glade for at kunne indlede et samarbejde med regionen omkring dette projekt", siger museumsdirektør ved Gammel Estrup - Herregårdsmuseet Britta Andersen, der også er bestyrelsesformand for Dansk Center for Herregårdsforskning: "Lige netop Region Midtjylland har en ganske særlig mulighed for at repræsentere og illustrere det danske herregårdslandskab, idet regionen fra øst til vest kan fremvise den utrolige og spændende variation, som herregårdslandskabet på landsplan har rummet og stadig rummer. På denne måde kan vi f.eks. være med til at gøre lidt op med det entydige billede af det typiske østdanske landskab, som ofte forbindes med herregårdene".
Der er således ikke mange, der i dag vil tænke på f.eks. Vestjylland som et område præget af herregårde, men området har tidligere haft mange flere af de store gårde, end det har i dag, og også i denne del af landet har herregårdene haft stor betydning. Historien om herregårdene, deres udbredelse, storhedstider og krisetider, og deres forskellige former for indflydelse på deres lokalområder, er altså en fascinerende nøgle til hele regionens historie og til en forståelse af landskabets udseende i dag.
"Det er vores ambition, at resultaterne af den her kortlægning skal komme så mange som muligt med interesse for sagen til gode", siger Britta Andersen: "Derfor planlægger vi en alsidig og umiddelbart tilgængelig formidling, der både kan opleves hjemmefra, på kulturinstitutionerne og ude i selve landskabet". Formidlingen af herregårdslandskabet kommer til at være digitalt baseret, og man vil i fremtiden således kunne finde oplysninger om regionens herregårde via internettet og via digitale formidlingsposter i landskabet.
Projektet rummer mange muligheder for et samarbejde på tværs af regionens kulturhistoriske institutioner. Der er således allerede på nuværende tidspunkt indledt samarbejde om en fælles udvikling af den digitale formidling med projektet "Middelalderborge i Region Midtjylland", der er et fælles projekt for ti af regionens kulturhistoriske museer, som sætter fokus på forskning og formidling af et andet aspekt af regions kulturlandskab, nemlig dens borge og voldsteder.
De bedste hilsner fra
Dansk Center for Herregårdsforskning
Signe Steen Boeskov
Faglig sekretær, Ph.d.
Billedtekst
Herregården i landskabet. Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og Dansk Center for Herregårdsforskning sætter Region Midtjyllands herregårde på det digitale landkort.
Fakta om Dansk Center for Herregårdsforskning
· Dansk Center for Herregårdsforskning er et samarbejde mellem Aarhus Universitet,
· Nationalmuseet, Arkitektskolen Aarhus og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet.
· Centeret blev oprettet i 2004 og arbejder for at koordinere og styrke forskningen
indenfor herregårdskultur.
· Centerets drift, forskningsprojekter og øvrige aktiviteter støttes af en lang række
fonde og sponsorer.
· Centerets målsætning er at bidrage med samfundsrelevant forskning i og formidling
af de danske herregårdes kulturhistorie.
· Centeret har pt. to ph.d.-stipendiater og en forskningsprojektmedarbejder tilknyttet,
som arbejder med herregårdenes historiske rolle og potentielle
udviklingsmuligheder.
· Centeret ønsker gennem bogudgivelser, konferencer og hjemmeside at synliggøre
herregårdene og deres rolle for derigennem at bidrage til en nuancering af opfattelsen
af de danske herregårde.
· www.herregaardsforskning.dk
Relevant information
http://www.gammelestrup.dk/