09/06-11
-
Pressemeddelelse
Gammel Estrup skruer tiden 300 år tilbage, når der er 1700-talsdage 18.-19. juni
Besøg adelsfolkene i herregårdens kølige sale og se, hvordan samfundets absolutte elite levede for 300 år siden. Oplev den højlydte markedsstemning i Borggården, hvor bønderne falbyder deres varer, og håndværkere demonstrerer gamle teknikker.
Smag helstegt pattegris og overgæret øl i kroen og vær med, når gøglerne laver ildshow, og kanonen bliver affyret i parken.
Herremænd og håndværkere, gøglere og godsejere, rejekællinger og ridefogeder, bønder og borgere, sangere og syngepiger. Det vrimler med folk fra en svunden tid, når Gammel Estrup - Herregårdsmuseet afholder 1700-talsdage 18.-19. juni. Hele herregåden summer af liv og glade dage, og der er lagt i kakkelovnen til en historisk oplevelse ud over det sædvanlige.
"Det er virkelig fantastisk at se herregården blive levende på den måde, man skal tænke på, at der på det her tidspunkt for 300 år siden boede omkring 30 mennesker på herregården. Dertil kommer alle de tilrejsende bønder, der skulle sælge deres varer på markedet. Der har virkelig været et leben og en larm, som man slet ikke drømmer om, når man bare ser bygningen i dag", fortæller Britta Andersen, direktør på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet.
På besøg hos eliten
Familien Scheel, der ejede Gammel Estrup igennem 600 år, var en af Danmarks førende adelsfamilier. Og det var man ikke bleg for at vise. En af måderne at demonstrere sin magt og storhed på, var at afholde store skuemiddage. Her kunne man få op imod 100 forskellige retter, og meningen var så, at pøblen - den almindelige befolkning - kunne defilere forbi det store dækkede bord, se de fine adelsfolk spise den fornemme mad.
"Det handlede om at demonstrere sin magt og vigtighed i samfundet. Adelen levede et fuldstændig andet liv end en almindelig bonde, og social ulighed var en selvfølge på det her tidspunkt", forklarer Stine Lucia Rasmussen, museumsformidler på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet.
Til 1700-talsdagene indtager adelsfolkene de pragtfulde sale og elegante gemakker, og her kan man få et indblik i 1700-tallets spændende madkultur, når Jørgen greve Scheel inviterer gæsterne til skuemiddag.
Menuen står blandt andet på "Fyldte Bryster anlagte med Risegryn".
I de tilstødende lokaler kan man til 1700-talsdagene være med på en kigger, når grevinde Eleonora Agnes Scheel bliver klædt på med snørekorset og baronesse von Thienen får pudret ansigtet. I 1700-tallet havde man endnu ikke opdaget bakterier og vigtigheden af vand og sæbe. I stedet for at gå i bad tog man bare parfume på og lagde et ordentligt lag hvidt pudder i ansigt og på håret. Det var umoralsk at være nøgen, så hvis man endelig vaskede sig, så nøjedes man ofte med de kropsdele, der ikke var dækket af tøj.
Tøjet var overdådigt og skulle ligesom skuemiddagen demonstrere adelens magt og storhed. Kvinderne bar korsetter, skørter og store hoftepuder, der fik dem til at fylde op imod to meter i bredden.
"Tøjet var lavet sådan, at man ikke kunne tage det på alene, men måtte have hjælp fra sin kammerpige - endnu en magtdemonstration, der viste, at man ikke selv behøvede at løfte en finger", siger Stine Lucia Rasmussen
Grænseløs udstilling
I forbindelse med 1700-talsdagene slår museet dørene op for den fællesnordiske særudstilling "Grænseløst", der har fokus på den fælles kulturarv mellem Danmarks, Norge og Sverige. Udstillingen viser vejen til en glemt historie og et fællesskab, der er så selvfølgeligt, at man knapt tænker over det i dag. Her kan man få et indblik i 1700-tallets kulturelle tankegods, hvor begreber som magt, frihed og kundskab var centrale begreber.
Praktisk information
1700-taldagene er 18.-19. juni 2011 kl 10-17. Entre til museet 85 kr, børn under 18 år gratis. Billetten giver også adgang til nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum.
Yderligere information om 1700-talsdagene kan findes på www.gammelestrup.dk eller ved henvendelse til museumsinspektør Marie Kirstine Elkjær på 8648 3001 eller me@gammelestrup.dk.
Billede : Gammel_Estrup_Oplev_1700_tallet_Adelsfolk_promenerer.jpg (Vedhæftet)
Billedtekst : Adelsfolk promenerer i Borggården.
Foto: Jack Ambøg
Billede : Gammel_Estrup_Oplev_1700_tallet_goegler.jpg (Vedhæftet)
Billedtekst : Gøgleren laver ildshow. I baggrunden ses 1700-talsmarkedets musikanter.
Foto: Jack Ambøg
Billede : Gammel_Estrup_Oplev_1700_tallet_bondepige.jpg (Vedhæftet)
Billedtekst : En bondepige til 1700-talsmarkedet.
Foto: Gammel Estrup - Herregårdsmuseet
Relevant information
http://www.gammelestrup.dk/