Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/07-11   -   Pressemeddelelse

Stik Palles øje ud og fød en bjørn

Vær med til at lege gamle lege, som børnene gjorde for 200 år siden. Greven instruerer i lege som "Stik Palles øje ud" og "Fød en bjørn", når Gammel Estrup - Herregårdsmuseet i alle hverdage i uge 28 inviterer til leg på herregården.

Både store og små kan prøve at lege de gamle lege, som børnene legede for flere hundrede år siden. Prøv blandt andet kræfter med legen "stik Palles øje ud", hvor to personer står med ryggen til hinanden og skal forsøge at vælte en lille træklods i hver deres ende. Vær også med til at "føde en bjørn", hvor to personer ligger mave mod mave og holder fast i hinandens fødder, mens en tredje person ligger på tværs i midten og skal prøve at komme fri.

"Det er rigtig spændende at arbejde med de gamle lege, for ikke alene er de sjove, de har også haft en opdragende funktion. Det er jo sådan, at adelsdrengene for 200 år ikke bare skulle være dannede og bogligt dygtige. Det var også vigtigt at være fysisk i god form. Man forberedte sig igennem legene på en militær karriere, som alle adelsmænd på den tid skulle have", fortæller Peter Hesselberg, museumsformidler på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet.

Mens det primært var drengene, der legede de fysiske lege, beskæftigede pigerne sig med mere stilfærdige sysler. Det bliver demonstreret inde på herregården, hvor grevinden leger med kugler med børnene. Man kan også se adelsfruer brodere og lave håndarbejde, som enhver fornem frøken måtte lære for 200 år siden.

"Det er sjovt at se, hvor meget forskel, der var på drengenes og pigernes leg, men det er nu nok meget godt, at man selv kan bestemme, hvad man vil lege i dag", siger Stine Lucia Rasmussen, museumsformidler på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet, og understreger, at både piger og drenge selvfølgelig må være med til alle aktiviteterne på Gammel Estrup.

Gammel Estrup - Herregårdsmuseet inviterer til gamle lege i hverdagene i uge 28 kl. 10-15.30. Man kan desuden møde adelsfruer, der broderer på gammeldags vis tirsdag og torsdag. Husjomfruen Otilie byder alle ugens dage indenfor i herregårdskøkkenet, hvor der bages kage og brygges kaffe på Madam Blå. Entre til museet 85 kr. Børn under 18 år er gratis. Billetten gælder også til nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum.

Yderligere information om de gamle lege og øvrige sommeraktiviteter kan findes på www.gammelestrup.dk eller ved henvendelse til museumsformidler Peter Hesselberg på 8648 3001 eller ph(at)gammelestrup.dk.

Relevant information

http://www.gammelestrup.dk/


Pressekontakt


Firma

Gammel Estrup - Herregårdsmuseet
Randersvej 2
8963 Auning, Danmark

  +45 87 95 07 03

http://www.gammelestrup.dk/

Modtag nyheder fra Gammel Estrup - Herregårdsmuseet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater