15/07-11
-
Pressemeddelelse
Hør historien om overstaldmesteren, der går igen, når grevinden inviterer til decoupageværksted på Gammel Estrup
For knap 300 år siden boede Kongens overstaldmester Jørgen greve Scheel på herregården Gammel Estrup. Han var en selvbevidst herre, der fik malet mange portrætter af sig selv. Og ved aftenstide kommer han stadig på besøg og beundrer dem! Få den historie og mange flere, når grevinden fortæller om slægten på Gammel Estrup og inviterer besøgende til at lave decoupage med de mange smukke portrætter og interiører fra herregården.
Jørgen greve Scheel var allerede fra barnsben vant til at være i centrum. Han var enebarn i en af Danmarks mægtigste familier - slægten Scheel - og der manglede hverken penge eller opmærksomhed. Jørgen greve Scheel var i sit voksenliv meget optaget af at føre det gode liv i de rette rammer. Han var som en ægte adelsmand i 1700-tallet meget god til at iscenesætte sig selv og fik derfor malet en masse portrætter. Han yndede at se på portrætterne, og han besøger efter sigende stadig Gammel Estrup ved aftentide for at beundre sig selv.
"Han ankommer i en hestevogn trukket af fire sorte hovedløse heste, så hvis man under sit besøg hører hestehove på brostenene i Borggården, bør man nok lige kigge en gang, om det skulle være overstaldmesteren, der er på besøg", siger Stine Lucia Rasmussen, museumsformidler og "grevinde" på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet.
Henover sommeren kan man selv få historien om overstaldmesteren og alle de mange andre spændende personer i slægten Scheel, når grevinden inviterer store og små til decoupageværksted på herregården. Her fortæller hun historier fra Gammel Estrup, mens man kan klippe og klistre, som man gjorde for 300 år siden på overstaldmesterens tid.
"Det er sjovt at prøve gamle teknikker, som decoupage, som man har brugt på herregårdene før i tiden, og jeg kan mærke på børnene, at de også synes, det er spændende at få historien om personerne på billederne, som vi arbejder med. Jeg glæder mig rigtig meget til at holde decoupageværksted, og så kan vi jo bare håbe på, at overstaldmesteren
dukker op selv", smiler Stine Lucia Rasmussen.
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet inviterer til decoupageværksted og historier fra herregården alle hverdage i uge 29, 30 og 31 kl 10-15.30.
Husjomfruen Otilie byder alle ugens dage indenfor i herregårdskøkkenet, hvor hun bager kage og brygger kaffe på Madam Blå.
Entre til museet er 85 kr. Børn under 18 år er gratis. Billetten gælder også til nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum. Det koster 5-20 kr at få sin egen decoupage-æske til at tage med hjem.
Yderligere information om de gamle lege og øvrige sommeraktiviteter kan findes på www.gammelestrup.dk eller ved henvendelse til museet på 8648 3001 eller post@gammelestrup.dk.
Relevant information
http://www.gammelestrup.dk/